Begejstret. Forventningsfuld. Super positivt.
Direktørerne hos it-brancheforeningerne IT-Branchen og DI Digital er fulde af lovord over den nye danske VLAK-regerings 86 sider lange regeringsgrundlag.
For den digre hensigtserklæring for tre-partiregeringen bugner af digitale målsætninger, om end ikke alle formålserklæringerne er lige sprøde i sværen.
Men der er fundet plads til et digitalt vækstpanel, kunstig intelligens, teknologiafprøvning, digitaliseringsklar lovgivning og sågar et disruptionråd.
Læs mere om det her: Danmarks nye regering: It og den store digitale omstilling bliver et gennemgående tema i arbejdet - her er it-planerne
"Aldrig før har Danmark haft et regeringsgrundlag med så klart fokus på digitalisering og den forandring som vi står overfor," forklarer direktør i IT-Branchen, Birgitte Haas, i en pressemeddelelse.
Djævlen ligger i detaljen
Til at håndtere den offentlige digitalisering er Venstres tidligere sundhedsminister Sophie Løhde udpeget til posten i Ministeriet for Offentlig Innovation, der organisatorisk ligger under Finansministeriet.
Læs også: Overraskende udvikling: Her er den magtfulde nye danske it-minister
Lige præcis den sammensætning glæder direktør Adam Lebech fra DI Digital, fordi Sophie Løhde dermed får et af de allertungeste ministerier på sidelinjen, som også er en del af regeringens Økonomiudvalg.
"Vi er rigtig begejstrede for det hele, men vi skal huske, at djævlen ligger i detaljen," forklarer Adam Lebech til Computerworld.
Her peger han på, at de alle de fine ord og målsætninger nu også skal omsættes i reelle planer og projekter, så it-udviklingen også forandrer Danmark til det bedre.
"Når vi indfører forandringer, rammer det jo nogen og nogens interesser. Nu lægger regeringen op til at tænke i disruption, så det skulle vi også gerne se i lovgivningen, som i dag ikke nødvendigvis er digital," siger Adam Lebech.
Praktiske lovændringer
Her peger han på, at en teknologisk spiller som Uber kan være med til at forandre taxalovgivningen, som i praksis så vil ramme de nuværende vognmænd og taxachauffører.
Samtidig hilser han også rammevilkår i det private erhvervsliv såsom forbedrede vilkår for investering, iværksætteri og sænkelse af selskabsskatten meget velkomne.
Adam Lebech ser dog også gerne en sænkelse af beløbsordningen fra 400.000 kroner til 325.000 kroner i løn om året, når danske virksomheder skal tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra blandt andet Kina og Indien.
"Hvis vi selv kan uddanne it-arbejdskraften, bør vi jo gøre det, men det sker næppe på den korte eller mellemlange bane, og derfor har vi brug for at tiltrække udenlandske it-eksperter. Det kunne jo ret konkret gøres ved at sænke beløbsordningen," siger han.
Seks konkrete ønsker
Udover de mange lovprisninger og ønsker til lovgivning har både Birgitte Hass fra IT-Branchen og Adam Lebech fra DI Digital en række konkrete digitaliseringsønsker for både den offentlige og private digitalisering af Danmark.
Her gælder det ikke om at tale i floromvundne vendinger og strategier, men om at komme helt ned i jordhøjde med initiativer, der kan løfte Danmark med it-indsatser og -værktøjer
Hos IT-Branchen drejer det sig om følgende tre områder:
1) Et nyt fag i folkeskolen med inspiration fra Coding Class.
2) Forhøjet afskrivning for erhvervslivets investeringer i digitalisering og rådgivning herom.
3) Mere kapital til digitale vækstvirksomheder ved at bringe danskernes opsparing mere i spil i erhvervslivet.
Hos DI Digital ser den konkrete trepunkts-ønskeliste således ud:
4) Forkorte administrativ ventetider foran computerskærme på hospitaler ved hjælp af Internet of Things-indsamlede data/registreringer.
5) Få straks-afklaringer udbredt så meget som muligt i den offentlige sektor, som det kendes fra eksempelvis Den digitale tinglysning.
6) Gøre Danmark til first mover-land på digitale løsninger i den offentlige sektor, som dels vil bryde med regeringens i hvert fald tidligere udtalte ønske om, at vi skal køre med velafprøvede teknologier.