Indrøm det bare: Du var også grebet af disruption-bølgen sidste år. Det er helt OK. Det var jeg også.
Det samme gjaldt i øvrigt også massevis af virksomhedsledere, politikere og ikke mindst konsulenter, som alle sammen havde fået bacillen ind under huden til seminarer, hvor navne som Airbnb og Uber blev nævnt med indforståede miner.
Din virksomhed havde sidste år faktisk blot få måneder tilbage at leve i, før den teknologiske udvikling efterlod din forretningsmodel som en strandet hval i vandkanten, mens en flok unge start-ups stak af med de bedste bidder.
Hvis ikke du selv blev disruptiv i en fart, kunne du lige så godt bestille en statsmandsbegravelse og en plads på kirkegården ved siden af Kodak og Nokia.
Der er dog temmelig store chancer for, at det ikke er gået sådan. Dommedag er udsat lidt endnu. Heldigvis.
Udsat, ikke aflyst.
Arven efter disruption
Selv om dine ører nu bløder, hver gang du skal se endnu en PowerPoint med Uber, skylder vi disruption-hypen stor tak.
Først og fremmest fordi diskussionen satte teknologiens rolle i virksomhedernes fremtid på landkortet. Selv om evnen til at udnytte teknologien spiller en stadig mere afgørende rolle, har der i mange virksomheder været alt for lang vej fra serverrummet til bestyrelseslokalet.
Med disruption-retorikken skruet godt op, er der nu kun få VL-grupper og bestyrelsesnetværk, som ikke har fået en dosis teknologisk virkelighed.
Om det rykker noget, må tiden vise, men ingen seriøse topledere vil i fremtiden kunne påstå, at de ikke blev advaret om teknologiens potentielle kortslutning af hæderkronede
forretningsmodeller og fik øjnene op for, at teknologi kan mere end at spare 10 procent nede i bogholderiet.
Blandt CIO'er og i it-erhvervet har diskussionen længe gået på, hvordan it kunne understøtte forretningen bedst muligt.
Efter disruption-debatten skulle det gerne stå klart for erhvervslederne, at korrekt anvendt it er forretningen.
Disruption-hypen fortjener desuden tak for at sætte fokus på behovet for at fremme udefra-og-ind-tankegangen.
At kunden, kunderejsen og værdien for kunden er drivkraften i udviklingen, burde ikke være en overraskelse. Men alligevel er det netop der, de nye teknologisk baserede virksomheder
tager markedsandele fra alle andre.
Så tak til disruption-æraen for at minde os om, at brug af teknologi til at skabe enkelthed, gennemskuelighed og bedre priser for slutbrugeren aldrig går af mode.
Men måske diskuterer du allerede nu, hvordan teknologien kan løfte din forretning ved at skabe et nyt forhold til slutbrugerne. Det er smukt og godt.
Men gør det hurtigt. Mens alle dødsdommene, som disruption-præsterne uddelte til eksisterende virksomheder, ikke er eksekveret, har de ret i én ting: Udviklingen inden for teknologi og forretningsmodeller går stærkt.
Den næste store dille
Så send disruption-æraen en venlig tanke. Den fik sat it på dagsordenen mere effektivt end tusindvis af PowerPoints. Og gør dig så klar til den næste store dille: Singularity.
Det øjeblik, hvor kunstig intelligens bliver så god, at den igangsætter en kontinuerlig (selv)forbedringsproces, som efterlader menneskeheden måbende tilbage.
Læs også: Alle fabler om disruption for tiden - men begrebet stikker dybere end vi egentlig tror
Se også videoen herunder, hvor professor Jan Damsgaard fortæller om den digitale omstilling og hvad det betyder for virksomhederne.