Elon Musk annoncerede i sidste uge, at Tesla allerede i 2017 vil lancere mere eller mindre selvkørende biler - men også, at hardwaren - i form af otte kameraer og en radar - allerede nu bliver installeret i bilerne.
Det sker blandt andet for, at Tesla kan indsamle data, så Teslas selvlærende algoritmer kan blive en bedre bilist.
Google og mange andre firmaer arbejder også med kunstig intelligens.
I marts 2016 vandt Googles AlphaGo-program over verdens femte stærkeste Go-spiller.
Det kan du læse mere om her: Googles kunstige intelligens-system stormer frem: Er ét spil fra at banke verdensmester i dette avancerede spil.
Det er i sig selv en bemærkelsesværdig præstation, men det rigtigt interessante er, at AlphaGo programmet har lært at spille Go på verdensplan ved at spille millioner af spil med sig selv.
For Go er meget sværere at programmere end for eksempel skak - det spil, som IBM's DeepBlue-computer slog Kasparov i helt tilbage i 1997.
Jeg ved det, fordi jeg selv programmerede skakcomputere i begyndelsen af 1980'erne. Det var på samme tidspunkt, hvor nogle forskere ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet begyndte at forske i computer-vision.
De første algoritmer brugte den gang cirka en time på at detektere kanter i et billede, men de fleste af kanterne var i virkeligheden skygger, og det var meget svært se, hvordan et program skulle komme fra en stregtegning til en forståelse af, hvad der var på billedet.
Jeg konkluderede, at det ikke ville komme til at fungere foreløbigt, og kastede mig i stedet over en noget simplere opgave, nemlig at få en computer til at spille skak.
Vi står over for en revolution
Men nu står vi over for en revolution inden for kunstig intelligens og selvlærende algoritmer.
Computerne er ikke bare blevet mange tusinde gange hurtigere, der er også sket et gennembrud inden for software med algoritmer som deep learning.
Det tog 25 år at udvikle en computer, der kunne slå verdensmesteren i skak, og det har taget 40 år at udvikle en bil, der selv kan køre mellem to hvide streger i hver sin side af vejen.
Men nu er den her, og derfra er der ikke langt til selvkørende biler og alle mulige andre spændende anvendelser.
De grundlæggende algoritmer er offentligt tilgængelige, og derfor ser vi i disse år også gennembrud inden for alle mulige områder som talegenkendelse, maskinoversættelse og mange andre områder, som man for 30 år siden ikke anede, hvordan man skulle begynde på at løse.
Vil computere skabe massearbejdsløshed?
Hvad vil denne revolution inden for kunstig intelligens og digitalisering i det hele taget komme til at betyde? Vil det løse en masse samfundsproblemer? Eller vil robotter og computere føre til massearbejdsløshed?
Martin Ford, forfatter til bogen "Robotterne kommer", er bange for det sidste. Og han er ikke den eneste.
Dorte Toft skrev for nylig i en klumme på Computerworld, at "Robotter og kunstig intelligens kan meget snart overtage halvdelen af alle job - hvordan forholder vi os til det?"
Og det er ikke længere bare de manuelle job, der er i fare.
Selv job som telemarketingsælgere, revisorer, skatterådgivere og sågar fotomodeller er ifølge fremtidsforskerne fra Oxford Universitetet i stor risiko for at blive erstattet af en computer.
Uber eksperimenterer også med selvkørende biler, ligesom Tesla og Google.
Uber er ikke ude på at skabe dårlige arbejdsforhold for taxachauffører, men på helt at erstatte dem med selvkørende biler.
Måske vil taxachaufførerne på længere sigt forsvinde, ligesom de heste, der i gamle dage transporterede folk rundt.
Internettet og digitalisering har også betydet, at det er blevet nemmere at outsource opgaver til udlandet.
Det er ikke længere kun produktion, der bliver outsourcet, det er også vidensopgaver som programmering, ingeniøropgaver, designarbejde og sågar juridiske opgaver.
Så selv om du ikke kan erstattes af en computer, kan du måske godt erstattes af en kineser.
Hvad blev der af fritidssamfundet?
Men det er som bekendt svært at spå om fremtiden.
Jeg gik i skole under månelandingerne og drømte om at blive astronaut, når jeg blev stor, og jeg var sikker på, at der ville komme baser på månen. Men sådan er det ikke gået. Vi venter også stadig på de flyvende biler.
Men computerne har vi fået.
Da jeg gik i skole i 1970'erne var der over 300.000 ledige. Og dengang fortalte man sagesløse skolebørn som mig, at ledigheden bare ville fortsætte med at stige, fordi flere og flere job ville blive erstattet af maskiner.
Vi fik at vide, at når vi blev store, ville der ikke være job til alle, og dem, som havde et arbejde, nok kun ville arbejde 20 timer om ugen.
Jeg husker stadig en video, der viste en fabrik befolket af maskiner, hvor de eneste ansatte var nogle computerteknikere, der reparerede maskinerne, hvis de gik i stykker, hvilket naturligvis aldrig skete, og så spillede de tennis resten af tiden.
Fremtidsforskerne kaldte det for "Fritidssamfundet" og forudså, at det ville blive et stort problem for folk at bruge alt deres fritid.
Så hvad gik godt - eller hvad gik galt - afhængigt af ens perspektiv?
Maskinerne kom, og hele erhverv som typografer, syerske og bryggeriarbejdere forsvandt stort set.
Men der er næsten én million flere mennesker i beskæftigelse i dag, end der var i 1970'erne, og arbejdstiden er kun sat ned fra 40 til 37 timer.
Vores redning blev Gucci-tasken!
Redningen blev Gucci-tasken!
Mens der i gamle dage var ni personer beskæftiget med at fremstille tasker og blot en person beskæftiget med at sælge dem, er der i dag nok kun én beskæftiget med at fremstille taskerne, mens der er ni personer beskæftiget med at reklamere for dem og sælge dem i butikkerne.
Forskerne havde overset, at folk har lyst til at arbejde.
Vi kunne godt nøjes med at arbejde 20 timer om ugen, hvis vi ville nøjes med den levestandard, vi havde i 1970'erne.
Men folk vil gerne arbejde noget mere og have råd til nogle ting, som ikke er strengt nødvendige.
Og når folk gerne vil købe varerne, og firmaerne gerne vil sælge dem, så opstår jobbene.
Det fritidssamfund, som jeg blev advaret om i skolen, blev i stedet til det forbrugersamfund, som vi har i dag.
En anden bekymring var, hvad vi skulle leve af i fremtiden. For "vi kan jo ikke leve af at klippe hinanden", som man sagde i 1970'erne.
Men i dag er serviceerhvervene den hurtigst voksende del af økonomien, og vi lever af at sælge ting til hinanden, reklamere, kommunikere, informere, lave events, film, computerspil, internetsider, nyhedsbreve og naturligvis af at klippe og underholde hinanden, passe, pleje og undervise de unge og de ældre, kurere de syge og sagsbehandle alle andre.
Mange af disse job ville slet ikke ville være blevet kaldt for arbejde tilbage i 1970'erne.
Ikke en ny debat om arbejdsløshed
Når jeg ser tilbage i tiden for at tale om teknologisk betinget ledighed, skyldes det, at bekymringen slet ikke er ny.
Ordet maskinstormer stammer fra en engelsk protestbevægelse, som for 200 år siden ødelagde strikkemaskiner og andre maskiner, der erstattede de manuelle håndværksjob.
Den industrielle revolution medførte da også store omstillinger og perioder med store sociale problemer.
Men slutresultatet blev, at hele samfundet blev rigere, og på lang sigt førte den industrielle revolution ikke til den massearbejdsløshed og store fattigdom, som maskinstormerne frygtede.
Så maskinerne har de sidste 200 år erstattet hele erhverv, men der er samtidig opstået helt nye job.
Det skal vi ikke være kede af, for de nye job har været mere spændende og bedre betalt, end de job der forsvandt.
Men det betyder, at man som jobsøgende kan være nødt til at skifte branche en gang imellem, for man kan ikke længere regne med at tage en uddannelse og have det samme job i 40 år.
Man kan sige, at behovet for forandring er den pris, vi betaler for at have adgang til bedre og mere spændende job, end vores bedsteforældre havde adgang til.
Det er anderledes denne gang
På samme måde har folk de seneste 200 år forudsagt, at maskiner ville erstatte mennesker og føre til massearbejdsløshed.
Hvis man vil hævde, at det vil ske nu, er man derfor nødt til at forklare, hvad der er anderledes denne gang. Og er der tre ting, der adskiller den nye revolution fra de forrige:
1) Det er vores hjerner og ikke vores hænder, der bliver erstattet.
2) Udviklingen går væsentligt hurtigere end under de foregående revolutioner.
3) Det ser ud til, at computere fører til øget ulighed i samfundet.
I forbindelse med punkt 1 er det vigtigt at huske, at machine learning virker bedst til simple opgaver, hvor man kan finde store databaser med løsninger. Kort sagt til rutineopgaver, der skal gentages mange gange.
Det vil uden tvivl få stor betydning for arbejdsmarkedet.
Men vil det virkelig få større betydning end dampmaskinen, elektriciteten, benzinmotoren og computeren? Alle sammen teknologier, som er blevet indført, uden at den lovede massearbejdsløshed har indfundet sig.
Hvad angår punkt 2 er det også sandt, at computerne udvikler sig hurtigere end nogen anden teknologi.
Computere følger Moores lov, der siger, at antallet af transistorer, der kan være på en chip, bliver fordoblet for hver cirka 18-24 måneder.
Selv om fordoblingstiden nu er faldet til cirka 30 måneder, svarer det stadig til en vækst på 30 procent om året, hvor vi er vant til, at ting vokser med tre procent om året.
Så hvor det i gamle dage var dine børn, der skulle omstille sig til at lave noget andet end dig, er det nu dig, der skal omstille dig, for jobbene eksisterer ikke i 40 år.
Folk, som er bekymrede over udviklingen, peger også ofte på den tredje grund til, at det er anderledes denne gang.
Men jeg er overbevist om, at mens nogle virksomheder og medarbejdere vil have svært ved at omstille sig hurtigt nok, så vil de fleste være i stand til at videreudvikle sig til de nye job, som opstår i stedet for de gamle.
Nogle mennesker vil have svært ved at leve op til de nye krav
Men der vil være nogle, som har svært ved at leve op til kravene i de nye job.
Det ser ud til, at computerne skaber øget ulighed mellem dem, som forstår at udnytte den nye teknologi, og dem som har svært ved det.
Der handler især om, at der bliver færre og færre job, som ikke kræver nogen særlige kvalifikationer, og de ufaglærte amerikanerne har ikke fået nogen større stigning i reallønnen de seneste 40 år, mens en stigende del af indtægterne er gået til virksomhederne.
Vel at mærke ikke til de kinesiske virksomheder, der producerer varerne, men de vestlige virksomheder, som designer og sælger og ejer de fleste af de varemærker, som alle gerne vil købe varer fra.
Det er alt sammen sandt og en af grundene til, at denne debat er vigtig, men det er ikke i sig selv gode argumenter for, hvorfor vi denne gang vil opleve den massearbejdsløshed, der er blevet spået om ved alle teknologiske forandringer.
Som det var tilfældet med syerskerne og typograferne, så opstår der nye jobtyper i kølvandet af den teknologiske ændring af samfundet. Udfordringen er, at vi ikke altid kan forudse, hvad de job ender med at blive.
Alligevel kan man - hvis man holder øje med trends inden for jobopslag og virksomhedsudvikling - gætte på, at især tre jobkategorier er svære at erstatte med computere eller kinesere:
1) Teknologi og it, hvor man er med til at udvikle den nye teknologi.
2) Menneskelig kontakt, for den kan computere og robotter ikke erstatte.
3) Service og håndværk, for disse job kan ikke outsources til udlandet.
Samlet set bliver samfundet naturligvis rigere, hvis man kan producere de samme varer og tjenesteydelser med færre medarbejdere.
Det betyder, at varerne kan produceres billigere, og det øger levestandarden og det mindsker uligheden globalt set, fordi flere og flere lande får del i den levestandard, som vi har i vesten.
Så teknologien og outsourcing har allerede været med til at mindske uligheden og fattigdommen i verden.
Men der er ingen tvivl om, at det giver udfordringer for dem, som mister deres arbejde, for de nye job er mere teknisk krævende.
Den person, som stod ved et samlebånd i gamle dage, skal i dag kunne betjene en maskine til 10 millioner kroner og skal måske i fremtiden være chef for nogle robotter.
Men det gode er, at de nye job er væsentligt bedre, end de job som forsvinder, og så længe menneskene er opfindsomme, skal vi nok finde på noget at lave.
