Microsoft sætter fulde sejl for at få rullet Windows 10 ud til business-brugerne.
Ifølge selskabet er udrulningen allerede godt i gang - især når det gælder de allerstørste virksomheder, der har ressourcer, fundament og viden nok til at være helt fremme i udnyttelsen af it.
Når det gælder de små og mellemstore virksomheder, er historien en anden lige nu.
Men der vil komme til at ske en udvikling på dette område i løbet af de kommende år, hvor virksomheder som følge af kontrakt-udløb, pres fra konkurrenterne og behov for effektiviseringerne gradvist vil tage skridtet til det, som it-leverandørerne kækt kalder for 'next level.'
Skal udnyttelsen være optimal, følger skridtet over i et cloud-baseret og sammenhængende miljø med høj udnyttelse af data og intelligent styring af processerne.
Seks gode råd
Allerede nu kan du med fordel begynde at overveje processen frem mod Windows 10.
Her kommer seks gode råd fra CEO Peter Odgaard-Jensen og chief technical architect Kent Agerlund fra konsulenthuset Coretech Global, der er specialiseret i Microsoft Azure og Microsoft System Center.
1: Find en business case
Vær omhyggelig med at finde en business case, der kan vise vejen for indførelsen af Windows 10.
Stol på, at den er der. Det handler ikke om, at man med et smæk skal udskifte hundredevis eller tusindvis af pc'er i organisationen, men om, at man identificerer de områder, hvor et skifte giver mening lige nu, så overgangen bliver gradvis.
"Det kan for eksempel være de udfarende i organisationen som sælgere, håndværkere, læger, designer og så videre.. En af de helt store bevægelser i rtiden er mobilitet, og Windows 10 er udviklet til at fungere optimalt på tablet-computere. Stol på, at der er udbytte at hente et sted," siger Peter Odgaard-Jensen.
Samtidig peger han på, at ressourcerne til vedligehold af klienterne typisk bliver meget mindre, da vedligehold et langt stykke hen ad vejen er automatisk - inklusive vedligehold af it-sikkerheden.
"Det kan man mærke, når man kommer op i organisationen," siger han.
2: Få klarlagt dine sikkerhedsbehov
Windows 10 er proppet med sikkerheds-features, som er udviklet til at modstå det voksende pres på sikkerheds-perimetrene, som vi ser i en tid, hvor it-sikkerhed bliver mere og mere kompleks - og mere og mere vigtig.
Men udnyttelse af sikkerheds-mulighederne kræver, at man sætter sig ind i tingene - ikke mindst hvis man skal have argumenterne i orden overfor direktionen.
"Vær omhyggelig med at identificere mulighederne i Windows Defence-stacken. Du skal ikke købe Windows 10, bare det er et flot system. Du skal kunne forklare, hvad det betyder for it-sikkerheden." siger Kent Agerlund.
3: Læg en plan for Uefi og Bios
En af de typiske - men ofte oversete - udfordringer for næste alle virksomheder, der skifter fra Windows 7 til Windows 10, er skiftet fra den outdatede og ikke længere sikre bootloader Bios til bootloaderen Uefi.
Dette skifte betyder ifølge Coretech, at man ofte fysisk skal have fat i hver eneste pc, hvor skiftet kræver en mindre operation på typisk fire-fem minutter.
Det kan dermed blive et ressourcetræk, hvis organisationen eksempelvis har flere tusinder pc'er.
"Dette element har overrasket i stort set alle projekter, som vi har set. Microsoft har ikke en indbygget løsning til det her. Men det skal gøres før eller siden," siger Kent Agerlund.
Kører man stadig på Windows 7, kan man derfor med fordel indføre en proces, hvor man skifter bootloader i takt med, at man lægger nyt image på maskinen.
Det vil spare en omgang på hver maskine og betyde, at man ikke skal igennem hele runden en gang til.
4: Identity: Få overblik over identitets-styringen
Windows 10 indfører en anden tilgang til håndteringen af bruger-data, fordi systemet er udviklet til at flyde mellem mange devices, mange processer og med tråde til mange systemer.
"Tidligere lå data jo ét sted, hvor vi kiggede på brugernavn, password og så videre. Men i dag kan vi ikke bruge maskinen til at identicere en bruger. Den eneste fællesnævner er brugerens identitet," siger Peter Odgaard-Jensen.
Brugerens identitet er til gengæld nuanceret. Hvor gammel er brugeren? Hvor er han? Hvornår er han henholdsvis privat og på arbejde?
"Så man bør få armene omkring identitets-styringen og få defineret det, som jeg kalder for 'data-økosystemet.' Man bør forholde sig til, hvordan man får gjort disse data så nemt tilgængelige som muligt på en sikker måde," siger Peter Odgaard-Jensen.
5: Hvornår siger din hardware-leverandør stop?
Det er i dag stadig muligt at få konfigurerbare pc'er fra de fleste hardware-leverandører.
Men det stopper på et tidspunkt, da de - som alle andre - drives fremad af stigende krav og nye behov.
Det siger sig selv, at du er nødt til at skifte til Windows 10 i det øjeblik, hvor du opdager, at du slet ikke kan købe Windows 7-pc'er længere.
"Få overblik over, hvornår hardware-leverandørerne stopper med at producere Windows 7-produkter. Få overblik over, hvor eksisterende hardware ikke længere er understøttet," siger Kent Agerlund.
Læg dernæst en plan, så du har tid og mulighed for at arbejde dig gradvist hen mod målet.
6: Vær åben, del dine bekymringer og viden
Kent Agerlund er medstifter af System Center User Group i Danmark, og han er varm fortaler for udveksling af erfaringer i erfa-grupper, user groups og lignende.
"Det er så tit, at man ikke har kendskab til nogen, der har gennemgået lignende forandringer. Dem kan man lære meget af, " siger han.
Coretech-folkene fortæller, at det allerførste spørgsmål, som stort set alle kunder stiller første gang de møder konsulenterne fra Coretech er: "Hvad gør andre i samme situation som mig?"
"Man skal ikke være bekymret for at række ud til andre. Det er billigt og giver bare god mening at bruge andre til at blive klogere. Der er altid nogen, der kan hjælpe," siger han.
Læs også:
Microsofts nye virkelighed: Når den store digitale transformation rammer dig med høj fart
Microsoft: Med denne splinternye teknologi bliver Edge den mest sikre browser i verden
Der er langt til en milliard: Windows 10 ligger nu på 400 millioner maskiner