Et tocifret millionbeløb i risikovillig kapital fra Nordic Venture Partners og Vækstfonden samt fem nye bestyrelsesmedlemmer - heriblandt en begejstret Preben Damgaard - skal hjælpe bare et år gamle Giritech ud på det globale marked.
Den danske virksomhed udvikler teknologi til sikker Pervasive Computing.
Kerneproduktet EMCADS (Encrypted Multi Content Application Deployment Service) gør det muligt for mobile brugere at få sikker adgang til data på enhver computer på en både lettere og mere sikker måde end gennem den udbredte VPN-teknologi (Virtual Private Network).
Damgaard trådt ind fra kulissen
It-veteranen Preben Damgaard, der efter afgangen fra Microsoft Business Solutions blandt andet bruger kræfterne som rådgiver for Nordic Venture Partners, er fra kulissen trådt ind i arbejdet med Giritech gennem sin post i bestyrelsen. Hvorfor?
- Giritech er en ægte start-up virksomhed med dygtige folk. Det har formået at udvikle et unikt produkt, siger Preben Damgaard.
Han skal bistå ved udarbejdelsen af en "go to market"-strategi for selskabet - altså hvordan produktet skal pakkes og prisfastsættes og hvordan og til hvem det skal sælges.
- Selskabets produkt har rigtig mange anvendelsesmuligheder, og så kan man meget nemt - specielt som lille virksomhed - komme til at sprede sig for meget, siger Preben Damgaard.
Giritechs marketingdirektør og medstifter Christopher Lind Arlaud fortæller, at kapitalindsprøjtningen på over 10 millioner kroner blandt andet skal bruges til at styrke selskabets patent og til en international lancering af EMCADS-teknologien.
Foreløbig har man fire referencekunder: Den tyske HSH Nordbank, Korsør Kommune, transportfirmaet Transport-Teknik og endelig Sun Studio, hvor Elvis Presley indspillede sine første plader.
- Vi har fået flere partnere, så det er lettere for os at sælge i Danmark. Men der er potentiale over hele verden, så vi skal have opbygget en infrastruktur til at understøtte væksten internationalt, siger Christopher Lind Arlaud. Han tilføjer, at Giritech i første omgang vil satse på Europa.
Hvad salg angår, har man hidtil leveret skræddersyede løsninger, men ser nu på OEM-markedet.
OEM bliver et stort marked
- Vi mener, OEM bliver et stort marked, og vi udforsker mulige samarbejder med eksempelvis Microsoft, Cisco eller Nokia. Det er også i de bestræbelser, vi skal bruge vores nye bestyrelsesmedlemmer, siger Christopher Lind Arlaud.
Giritechs nuværende løsninger er typisk baseret på USB-nøgler. Men man overvejer at sætte sin klient i eksempelvis mobiltelefoner og pda?er, så man med Bluetooth kan få krypteret adgang til data på en hvilken som helst pc.
Nye bestyrelsesmedlemmer i Giritech er Preben Damgaard, Martin von Haller Grønbæk, Henrik Albertsen fra Nordic Venture Partners, Denis Lewinsky, tidligere direktør for E-Trade i Danmark, samt en dansker med international profil i en global it-koncern, hvis navn Giritech endnu ikke ønsker at oplyse.
Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld.