Interview: For små tre år siden skulle Carlsberg have et nyt CMS.
Læreren af det projekt skulle vise sig at blive en ny måde at tænke it på i Carlsberg. Virksomheden er på vej væk fra store, tunge systemer i marketingsammenhæng og vil i stedet bruge kræfterne på brugerrettet it-teknologi.
Ved CMS-projektets start stod virksomheden i en problemstilling, som har ramt flere globale virksomheder:
Antallet af websider og tjenester var spredt ud over hele kloden på et hav af URL'er og webbureauer med hver sin vision om, hvad et godt websted skulle indeholde.
"Vi har omkring 500 forskellige brands i 150 markeder og før vi gik i gang med at centralisere i et CMS, havde vi vel mere end 40 forskellige lokale installationer. Vi havde med andre ord brug for en samling og en styring af vores varemærke på tværs af landegrænser og markeder," fortæller Martin Majlund, der er Carlbergs chef for teknologibrug i marketingsammenhæng.
Ønsket var altså at bygge alle websiderne op omkring en central stamme for at give ensartethed i design, kvalitet og også at samle udvikling under én enkelt hat.
"Vi havde faktisk heller ikke et overblik over hvor mange penge, vi brugte til web. Det ville vi naturligvis også gerne have helt på plads," fortæller han om opstarten.
Pilot på danskudviklet kode
Valget faldt på det danske CMS med navnet Umbraco baseret på Microsofts .NET-teknologi og på en open source-licens.
Du kan læse et interview med Niels Hartvig, stifter af Umbraco, her: ABBA og gratis kode er nøglen til succes
"Det skulle være fleksibelt og hurtigt, men samtidig med plads til, at de enkelte markeder kunne oprette lokale løsninger, eksempelvis en aktivitetskalender eller lignende."
Den store øl-kæmpe valgte således den mindre kendte spiller, hvilket ifølge Martin Majlund krævede "lidt hår på brystet."
"Vi er en virksomhed, der har været præget af kæmpe it-systemer fra store leverandører som eksempelvis SAP. Så beslutningen om at bruge et knap så kendt dansk open source-system var en beslutning, som vi skulle kæmpe en del for."
Ledelsen indvilgede, og der blev blandt andet givet plads til forsøget, fordi web-delen ikke er en forretningskritisk del af Carlsberg.
"Vi har ikke webhandel fra vores sider, og derfor var ledelsen nok også lidt mere villige til at forsøge med en lille og hurtig it-løsning. Hvis Carlsberg havde haft en stor e-handelsplatform, så var vi nok ikke blevet piloter på dette projekt."
"I dag står løsningen så færdig, og den styres af tre mand, der kan skyde nye responsive, websider afsted fra skyen on-the-fly," fortsætter Martin Majlund.
Læs også: Stort dansk CMS sendes i skyen: Nye vilkår for ansatte
Men den læringsproces, der kom ud af projektet, har faktisk ændret hele den måde, der fremover tænkes marketing-it på i Carlsberg.
Ny måde at tænke it på
Hvad har der været af udfordringer i forbindelse med et projekt af denne type?
"Der er altid problemer, når du skal føde et barn. Det gør ondt, men glæden er på den anden side også stor. Det skal da ikke være en hemmelighed, at alt ikke er forløbet uden problemer. Men i dag står vi med en god platform, der virker for os. Vi er nået langt for får kroner," fortæller Martin Majlund.
I dag sidder bare tre mand med koden til hele projektet.
"Det er en helt anden måde at drive it på. Tidligere skulle vi bruge et hav af it-folk til drift og vedligeholdelse. Det vil vi gerne væk fra nu, hvor vi kan se, at det fungerer godt."
Så I har udskilt web fra den normale drift af it i Carlsberg?
"Lige præcis. Og det skaber præcedens i de kommende projekter. Lidt karikeret kan man sige, at en lille ændring i et SAP-projekt tidligere krævede 50 mandedage, mens vi nu kan oprette 50 websider på den samme tid," siger han.
I Carlsberg som helhed er man således begyndt at investere i mere forbrugervendt teknologi, fremfor de store tunge it-systemer.
Har erfaringerne smittet af på resten af huset?
"Ja i høj grad. Det har betydet, at vores organisation skulle omstille sig til at bygge hurtigere, agil og anderledes teknologi. Vi har stadigvæk store tunge legacy it-projekter, så vi er ikke hlet på vej væk fra store systemer. Men vi tænker marketing-it eller forbrugerrettet it helt anderledes end den traditionelle core-it."
Har webprojektet været med til at åbne øjnene for den proces?
"Vi har godt vidst, at denne måde at drive it på ville komme, men det har været det første store projekt, som har været brugervendt. Derfor har det også skabt præcedens for, hvordan man arbejder med marketingteknologi."
EM og sikkerhed
Med en centralisering af webløsningen fik Carlsberg også mulighed for at følge brugerne tættere og derved sætte mere plads af til de gode projekter og lukke de knap så besøgte initiativer.
"Vi vidste faktisk ikke, hvad der skete i andre markeder end vores eget."
En viden, man nu kan anvende i en central, cloud-løsning med fleksibilitet.
"I forbindelse med eksempelvis EM i fodbold, hvor Carlsberg er sponsor, kan vi bruge informationerne til at servicere brugerne bedre men også fjerne den dårlige webtrafik i form af hacker-angreb og andre sikkerhedsproblemer."
Hvordan har det indflydelse på sikkerheden?
"Vore sikkerhedsfolk har været voldsomt glade for den ny arbejdsmåde. De skal eksempelvis kun beskytte en DNS på samtlige af vore 500 url'er. I den gamle opbygning var det nærmest umuligt at beskytte 500 forskellige installationer. Centraliseringen har gjort det nemmere."
Har I mange, eksempelvis DDoS-angreb, i forbindelse med de store arrangementer?
"Ja, Det har vi. I dag vil brugeren ikke kunne mærke det på sidens ydeevne, men når det går hårdest for sig, så kan det bevæge sig op i mod 90 procent af trafikken, der ikke kommer fra mennesker."
Så det er noget, der betyder noget, kan jeg fornemme?
"Når vi i forvejen har mange besøgende, så betyder det afgjort meget."
Læs også:
Her er de mest populære CMS'er i Danmark
På jagt efter automatisering af idiot-opgaver: Her er to gode, billige løsninger