Sommeren 2016 tegner til at blive en ualmindelig fantastisk sommer for sportsfans. Der er udsigt til et sandt festfyrværkeri af store sportsbegivenheder.
En af de allerstørste finder lørdag aften, når Real Madrid og Atlético tørner sammen i dette års Champions League-finale.
Samtidig kan man netop nu følge flere store sportsbegivenheder: Eksempelvis Giro d'Italia, hvor både Jakob Fuglsang og Lars Bak er med.
Ved French Open i Paris er der kræs for tennisfolket, og på søndag flyver Kevin Magnussen igen afsted i en Formel 1-racer - denne gang i Monaco.
Og det er jo kun den spæde start på en hæsblæsende sportssommer: Vi har både udsigt til et nyt Tour de France, til et spændende EM i fodbold (også selvom Danmark floppede i kvalifikationen) og, ja, måske det største af det hele: OL i Rio de Janeiro i Brasilien til august.
Så hvorfor sidder jeg her ved tastaturet og surmuler, når solen skinner, og der er udsigt til den ultimative sportssommer?
Artiklen fortsætter under billedet...
Her er problemet
Sagen er den, at jeg for flere år siden kom frem til, at kabel-tv bør høre fortiden til.
Konceptet med at betale adskillige hundrede kroner for en bunke tv-kanaler giver ikke længere mening. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at selve ideen med en tv-kanal efterhånden smuldrer.
I stedet er det den specifikke udsendelse eller den specifikke begivenhed (eksempelvis Champions League-finalen), der er interessant for mig som forbruger.
Internettet betyder valgfrihed og og fleksibilitet (i hvert fald i teorien), og streaming burde i princippet betyde, at man for alvor kunne nyde godt af den moderne måde at se tv på.
Men ak, det er langt fra tilfældet - desværre.
For her er problemet nu, hvor sportssommeren over dem alle banker på:
Så mange streaming-apps skal du bruge
De forskellige sportsbegivenheder er knyttet op til specifikke tv-kanaler, der har købt tv-rettighederne.
De fleste kanaler (eksempelvis TV2, Eurosport og TV3/3+) findes som gode streaming-løsninger i dag.
Problemet er bare, at der ikke er én streaming-løsning, der kan levere hele paletten af sportsbegivenheder.
Man vil derfor - hvis man ikke ønsker en stor kabel-tv-pakke - være tvunget til at købe abonnement til alle de forskellige streaming-løsninger, hvis man ønsker at se alle sportsbegivenhederne.
Det koster det
Viaplay Sport koster 269 kroner om måneden. Det er efter min mening den bedste og bredeste sports-streaming-løsning, da den både inkluderer Champions League, Formel 1 og de store fodbold-ligaer.
Men den kan ikke levere eksempelvis cykelløb og EM i fodbold.
Læs også: Streaming-udgifterne griber om sig: Ender det med at blive for dyrt?
Så vi køber også et abonnement til TV2 og TV2 Sport, hvilket koster 59 kroner om måneden i den mest skrabede version uden adgang til arkiverne.
Men hov, TV2 sender ikke French Open.
Vi bliver derfor også lige nødt til at køre kreditkortet en tur forbi Eurosport (der i øvrigt også har vundet rettighederne til OL fra 2018 til 2024).
Det koster 69 kroner om måneden for adgang til Eurosport Player.
Dermed er prisen for adgang til de nødvendige streaming-løsninger løbet op i 397 kroner om måneden.
Dertil kommer jo så licensen, må vi ikke glemme.
Et bud på en god løsning
Jeg hører ikke til dem, der mener, at produkter nødvendigvis skal være billigere (eller ligefrem gratis), bare fordi de leveres over en internetforbindelse.
Men jeg vil til gengæld til enhver tid argumentere for, at internettet bør være garant for fleksibilitet og valgfrihed.
Som det ser ud nu, skal man have tre-fire forskellige streaming-abonnementer og dermed også tre-fire forskellige streaming-apps i spil for at kunne følge med i sommerens store sportsbegivenheder.
Læs også: Farvel til dyrt kabel-tv - goddag til tre (næsten) perfekte apps
Hvor er den perfekte streaming-løsning til den ultimative sportssommer?
Som jeg ser det, ville det være én app, der gav forbrugeren to helt grundlæggende muligheder:
1) Køb adgang til alle de store sportsbegivenheder.
Denne model vil naturligvis betyde en relativ høj pris (eksempelvis 399 kroner om måneden), hvilket jeg også vil have det ok med.
Det dyre abonnement kan jo siges op igen, når de Olympiske Lege har rundet sommeren af i slutningen af august.
2) Betal for den enkelte sportsbegivenhed.
Denne model er, at der er én pris for Champions League-finalen, én pris for finalen i EM i fodbold, én pris for årets kongeetape i Tour de France - og så videre.
Her vil man få den maksimale valgfrihed og fleksibilitet som forbruger. Til gengæld må man så leve med, at prisen potentielt kan overstige løsning nummer 1, hvis man køber adgang til mange enkeltstående enkeltbegivenheder.
Hvordan vil du se sport?
Ingen af de to løsninger vil dog kunne findes på markedet i sommeren 2016.
Forklaringen er, at tv-markeden stadig er indrettet efter de gammeldags principper, hvor forskellige tv-kanaler køber adgang til forskellige sportsbegivenheder.
Det er ikke længere et koncept, der giver mening for den digitale forbruger, der er udstyret med en god bredbåndsforbindelse og et smart tv, en Chromecast, et Apple TV eller ganske enkelt bare en pc, tablet eller smartphone.
Der er behov for en helt ny type streaming-løsning.
Det skal være en løsning, der er født på internettet og med udgangspunkt i internettets store kvaliteter: Muligheden for fleksibilitet og valgfrihed.
Jeg er måske bare naiv og alt for forventningsfuld, men jeg drømmer altså om den perfekte streaming-løsning til den ultimative sportssommer.
Drøm gerne med mig. Hvordan ser løsningen ud fra din lænestol?
Læs også:
Farvel til dyrt kabel-tv - goddag til tre (næsten) perfekte apps
Kæmpe-tablets på vej til at indtage danskernes hjem - her er produkterne
Magtkamp på tv-markedet: Streaming betyder helt nye spilleregler
Fremtidens tv-løsning er på vej: Men det er ikke det, vi lige er blevet præsenteret for
Streaming-udgifterne griber om sig: Ender det med at blive for dyrt?
Test: Sådan fungerer Telias streaming-tjeneste som app og i browseren