Titel: Call of Duty: Black Ops 3 Udgiver: Activision Blizzard Platform(e): PC, PS4, PS3, Xbox One, Xbox 360 Testet på: Xbox One
Ærligt talt er vi nået til et punkt, hvor man ikke længere ser på Call of Duty som et længere bekendtskab. Kampagnen har det efterhånden med at være tynd, og selvom det går over stok og sten, ryger de hurtigt i glemmebogen. Multiplayer er da sjovt for en stund, men afløses hurtigt af andre spil, og hvis ikke, ja så venter et nyt Call of Duty altid lige om hjørnet. Serien bærer mere end nogensinde præg af at være en årlig udgivelse, hvor oplevelserne er flygtige og idéerne udtømte.
Ikke desto mindre er Activisions guldkalv fast inventar på listen over årets største spiludgivelser, og man kan ikke fratage serien sin popularitet. Det er action-brag af den helt store målestok, og Black Ops III holder sig da heller ikke tilbage i den forstand.
Kampagnen er testosteronfyldt som altid, og dialogen oser af machofølelse. Som forventet er det hele lidt "over the top", og når kampagnen først ruller, vil øjnene højst sandsynligt gøre det samme.
Vi kommer vidt omkring i Black Ops III. Det ene øjeblik står du og mejer fjender ned, alt imens et fremtids-ragnarok uden sidestykke udfolder sig omkring dig, det næste er du i håndgemæng med en robot. Pludselig havner man i koma, men vågner, som var det hele en drøm.
Singleplayer-kampagnen er fortællemæssigt tynd grænsende til det dumme. Men det er efterhånden reglen snarere end undtagelsen
Historien, og universet i al almindelighed, er et virvar af idéer, der alle er fine nok, havde de stået alene. Men Black Ops III berører dem kun overfladisk og ender som et underligt miskmask af Bioshock blandet med Crysis og en snert af Deus Ex.
Som noget nyt kan man spille som en kvinde, hvilket jo er glimrende og et for serien stort nyt tiltag, men samtidig ganske kikset, at der ikke går mere end et par minutter, før man bliver tiltalt som mand og kampagnen ellers forløber identisk. Det er vist gået lidt hurtigt hos Activision.
Men som indledt ved vi efterhånden alle, at styrken ved Call of Duty-spillene ligger i deres multiplayer. Sig, hvad du vil om de mange fjendtlige spillere i onlineuniverset, men faktum er, at det står uhyggeligt stærkt på den front, og det stadig med god grund.
Black Ops III byder på vanvittigt mange tilpasningsmuligheder og en onlinedel, der føles frisk, men genkendelig på samme tid. Man kan igen bruge boost, lidt i stil med Advanced Warfare, men nu mere naturligt. Som noget nyt kan man også løbe på væggene, og bliver endda opfordret til at skyde fra vandret vinkel.
Held og lykke, siger jeg bare, for det er svært at ramme, men faktum er, at manøvreringen af din figur aldrig har været bedre i serien. Når mestret, føler man sig som en dræbermaskine, der rammer akkurat så godt fra loftet som fra gulvet, og det er svært tilfredsstillende.
Black Ops III er nydeligt, og lydbilledet er i top. For hvert skud lyder et sprødt "bang", mens den grafiske side er spækket med lækre detaljer og imponerende set pieces. Endelig et Call of Duty, der ikke føles som en forhastet omgang skyde-erotik, men som faktisk formår at engagere i sine ildkampe.
Black Ops III skinner i sin multiplayer-del, der er potent, flydende og spækket med muligheder. Den største nytænkning i mange år fra serie, der ellers er gået i stå.
Karakter:
Hvis man bare er en lille smule interesseret i tilpasning, så er er der også nogle timer at hælde i den del af spillet. Du kan lave egne emblemer og sætte dem på dit udstyr, hvilket gør dig genkendelig fra andre. Derudover har hver figurklasse evner, som var det et Dota-spil. Disse varierer i funktionalitet; nogle giver et bedre våben, såsom en håndholdt minigun eller en bue med eksplosive pile, hvor andre kan spole tiden tilbage eller spotte fjender gennem vægge.
Det giver en ekstra dimension til spillets onlineunivers, at spillerne evnemæssigt varierer fra hinanden, ja faktisk definerer det særlige roller på slagmarken. Læg dertil et utal af sager, der kan låses op for, og du har en opskrift, der vil behage enhver spiller med den mindste snert af samlermani og tilpasningstrang.
Alt i alt sidder vi med et Call of Duty, de mere end vanligt forsøger at skille sig ud fra mængden, både sine forgængere, men også konkurrerende spil på markedet. På samme tid føles det velkendt, og det samme mønster gør sig gældende; en tynd grænsende til det dumme singleplayer-kampagne, men en engagerende online-multiplayer.
I den forstand er Black Ops III endt, præcis som man kunne forvente, og afledt deraf har du stensikkert også en idé om, hvorvidt det er for dig eller ikke. Er man Call of Duty-veteran, vil der være masser at elske, men er man for længst kørt død i serien, er pengene bedst brugt andetsteds.
