Hvor skal man begynde, når man skal beskrive Just Cause 3? Spillet er et virvar af kaos, smukke landskaber, vilde gadgets, og så er det propfyldt med actionsekvenser og eksplosioner i et antal, der må få selv Michael Bay til at tabe pusten.
Du indtager rollen som Rico Rodriguez. Hemmelig agent med speciale i at vælte diktaturer, men så sandelig også ekspertise ud i kaos. Efter at have befriet Panau i Just Cause 2 går turen til hjemstavnen Medici; en smuk øgruppe med masser af skøn natur og dejlige byer i bedste middelhavsstil, styret af den magtsyge diktator og general Sebastiano Di Ravello.
Medici skal vindes tilbage, og demokrati skal indføres atter igen, således at borgerne ikke skal være underlagt Di Ravello og dennes planer om at overtage verdensherredømmet. Dette gøres ved hjælp af dit personlige arsenal, der under normale omstændigheder ville være forbeholdt militæret, men for enhver Just Cause-spiller er akkurat så almindeligt som en Smith & Wesson i amerikanske middelklassehjem. Med andre ord; Medicis bliver befriet på bedste Rambo-manér.
Alt er overdrevet i Just Cause 3, inklusive selvfølgelig General Di Ravello, der er en stereotypisk diktator-nar, som lider af den vilde magtsyge. Allerede i løbet af de første fem minutter får man stiftet bekendtskab med Di Ravellos styrker, mens man bevæbnet med en bazooka rider på vingerne af en flyvemaskine.
Derfra går det stok over sten, hvor Just Cause 3 leverer det ene adrenalinpumpende øjeblik efter det andet. Når de lokale landsbyer på Medici skal befries, er du som regel ene mand mod en mindre hær. Det er dog intet problem, for du er nærmest et overmenneske. Det er opskriften på actionsekvenser, som de færreste film overhovedet kan gengive, og underholdningen er absolut i top.
Når det virkelig går løs er Just Cause 3 en sand fornøjelse, og det er sjældent, jeg har taget mig selv i at udbryde et "WOW!", mens jeg hamrer en lastbil ind i en eksplosionsfarlig bunke af tønder (og det gør jeg ellers ofte som spilanmelder). Eller når jeg sender en fjendtlig soldat op i atmosfæren, som helt magtesløst er bundet fast til en propan-tank. Eksplosionerne er små æstetiske mesterværker i sig selv, og ødelæggelse føles som en symfoni af kaos, der rammer som torden. Just Cause 3 byder på de sindssygeste øjeblikke.
MEN, og det er et stort "men", på trods af fart over feltet bliver Just Cause 3 nemt ensformigt, især når man ikke er på mission. Så får man lov bare at rende rundt i en GTA-lignende verden, dog langt mere kedelig på trods af at være større, og passe sig selv. Det er på mange måder ærgerligt, at der er lagt så mange kræfter i at bygge en stor verden, når alt det sjove er forbeholdt de stringent fortalte hovedmissioner.
Er man til den kreative side, kan man få megen morskab ud af bare at tumle rundt i Just Cause og lave kaos. Omdanne en fredelig landevej til et inferno af eksplosioner. Tæppebombe en landsby med missiler, alt imens man svæver overmenneskeligt over den i sin faldskærm. Og meget mere.
Just Cause 3 er i den forstand ikke som andre action-spil på markedet. Det er et af de sjældne tilfælde, hvor spillet leverer en række gadgets og siger; "tag de her ting, og gør, hvad du har lyst til". Kan man værdsætte spillet for lige nøjagtig det, er der timer af underholdning i Just Cause 3. Hører man til dem, der gerne vil have hele pakken, bør man holde sig til GTA eller de andre åbne verdener, vi så så mange af i 2015.
Læs også: Anmeldelse: Skæbnetimen for Destiny