"Uber ud - Uber ud."
Slagråbene fra københavnske taxachauffører lyder momentvis hen over brostenene på Christiansborgs Slotsplads i København tirsdag formiddag.
Her har 300 taxachauffører anmeldt deres ankomst for at demonstrere mod it-selskabet Uber og selskabets påståede taxakørsel på danske veje.
Der er ikke mødt 300 chauffører op.
Her er nok 200 ud af i alt cirka 1.900 københavnske chauffører - men de kan stadig fylde slotspladsen godt op med vogne samt larme med tilråb og taxahornet helt i bund under dele af demonstrationen.
Lyden af klapsalver runger indledningsvist, når formand for Taxiførere i Danmark, Søren H. Nicolaisen flankeret af to røde flag byder chaufførerne velkommen.
I hans velkomststale lyder det blandt andet, at Uber bryder taxa-loven, og at det amerikanske tech-selskab angiveligt ikke bidrager til det danske samfund på grund af manglende skattebetalinger.
Så er tonen ligesom slået an.
"Uber siger, at selskabet driver samkørsel. Men Uber driver ikke samkørsel, hvor man deles om udgifterne. Uber driver taxa-kørsel. Punktum," siger Søren H. Nicolaisen i mikrofonen til chauffør-skaren, hvilket igen får klapsalverne til at bryde ud.
Læs også: Uber vil nu levere dine pakker med ekspres-fart
Den danske demonstration er blot en af mange, hvor taxachaufførerne over hele kloden i dag samles i forskellige lande for at tilkendegive deres frustrationer over Ubers disruptive ankomst på vejene.
Mistanker om skattesnyd
Kort fortalt handler de danske taxachaufførers frustrationer om, at Uber ifølge brancheforeningen Taxifører i Danmark ikke er godkendt til taxakørsel, da selskabet blandt andet ikke har et lovpligtigt bestillingskontor.
Selskabet er dermed heller ikke forpligtet på samme måde til at betale forsikringer til biler og chauffører og holde et vågent øje med brodne kar bag rattet.
Læs også: Undrer du dig over Ubers gigantiske værdi? Her er syv centrale spørgsmål
På det mere spekulative plan anklager Taxiførere i Danmark tech-selskabet Uber for, at selskabet og dets chauffører snyder i skat, da køreture ikke bliver registreret på samme måde som hos de etablerede taxa-selskaber.
Efter sin brandtale fanger Computerworld formand for Taxiførere i Danmark, Søren H. Nicolaisen, til en række spørgsmål.
Indledningvist vil vi gerne høre svaret på, at hvis Uber nu er så drønulovlig, hvordan det kan være, at selskabet er tilladt i Danmark og ligefrem rost af ledende politikere for at være en innovativ virksomhed?
"Ja, det må du spørge politiet om. Vi vil gerne have bare én Uber-chauffør for en dommer, fordi vi vil have lige konkurrence. Vi mener, at sådan en sag kan skabe præcedens i Danmark," forklarer Søren H. Nicolaisen til Computerworld.
"Vi har ikke noget imod Uber. Vi vil bare konkurrere på lige vilkår," tilføjer han.
Overvåger Uber-chaufører
Søren H. Nicolaisen fortæller, at den danske taxabranche i forvejen er presset.
Nu skal den så kæmpe på såkaldte ulige vilkår mod et selskab som Uber, der via sin egen app tager 20 procent af kørselspengene, mens Uber-chaufføreren selv beholder de resterende 80 procent.
"Folk vælger vel Uber, fordi de sommetider er billigere end normal taxikørsel, fordi de vil prøve det nye, og måske fordi vi ikke altid leverer den forventede service. Men folk får slet ikke samme tryghed som hos os, hvor alt bliver registreret. Vi følger loven," siger Søren H. Nicolaisen.
Formanden for Taxifører i Danmark fortæller, at han har mange eksempler på, at taxachauffører kører efter Uber-vogne for at dokumentere nummerplader og kørsler over for Skat og politiet.
"Vi kan jo ikke gøre så meget andet, og vi har løbende anmeldt omkring 170 Uber-chauffører i de 10 måneder, som Uber har været i Danmark," lyder det fra Søren H. Nicolaisen.
Udover beklagelse over den lange sagsbehandlingstid forklarer han, at der i et andet spor kører sager mod organisationen Uber for at drive ulovlig taxavirksomhed i Danmark.
Læs også: Uber sigtet for brud på den danske taxilov
På spørgsmålet om, hvorvidt den danske taxabranche er for restriktivt reguleret, eller om Uber har for let spil, svarer Søren H. Nicolaisen på følgende måde:
"Vi vil gerne have løsnet markedet. Måske er det ikke nødvendigt med et bestillingskontor, når man kan mange af de samme ting med en app. Men vi har altså også apps, masser af apps, i taxaselskaberne. Vi har bare nogle andre regler at spille efter end Uber," siger Søren H. Nicolaisen.
Joachim B. Olsen kører med Uber
En af de få, hvis ikke eneste, politikere, der har besværet sig med at gå 50 meter fra Christiansborg-bygningen og ud til de demonstrerende taxachauffører, er Liberal Alliances erhvervsordfører Joachim B. Olsen.
Læs også: Uber beskyldes for nyt lovbrud: Brugte svenske nummerplader i Danmark
Computerworld fanger også ham til et interview og indleder med spørgsmålet, om han er sikker på, at Uber er en lovlig virksomhed.
"Ja, den er lovlig. Vi bor trods alt i et retssamfund," svarer Liberal Alliance-politkeren, der ved tidligere lejligheder i eksempelvis debatindlæg har forsvaret internetbaserede selskaber som netop Uber og værelsesudlejningsportalen AirBNB.
Han fortæller, at omkring 75 procent af hans kørsler på bagsæder i betalingsbiler består af Uber-kørsler, mens taxachaufførerne står for de resterende 25 procent.
"Jeg betaler selv for Uber-turene, mens taxa-turene er på statens regning" siger Joachim B. Olsen.
Hvis nu Uber er så godt, at du tager flest ture med deres chauffører, hvorfor får du ikke bare en kvittering hos dem?
"Jeg tror ikke, at jeg kan få en kvittering for Uber, selvom det nok ville spare skatteborgerne for nogle penge."
Hvis du selv kører med Uber og betaler en chauffør for turen, er der så ikke reelt tale om et taxaselskab?
"Jo, det synes jeg jo, det er, men der er jo mange diskussioner om definitioner, der lige nu pågår i EU. Jeg ser mest Uber som en teknologi-virksomhed, der med ny teknologi har opfundet nye services, og det er sådan, at vi er blevet rige i Vesten."
Hvordan sørger I for kontrol med, om Uber-chaufførerne nu også betaler skat, som taxa-foreningen nævner, at de ikke gør?
"Det er en helt almindelig skatteopkrævningsopgave, som jeg har tillid til. Der er jo eksempelvis også frisører og folk i andre brancher, der snyder i skat, men de brancher skal vi jo ikke lukke ned for."
Forsvinder taxaerne?
Kort efter interviewet med Joachim B. Olsen ankommer formand for Taxifører i Danmark, Søren H. Nicolaisen, til området.
Han går i direkte infight med politikeren, hvor de to vender og drejer situationen foran rullende kameraer fra landsdækkende tv-stationer, mens der opstår en kødrand af tilstimlende taxa-chauffører.
"Uber ud" og "Uber er en spinmaskine" lyder råbene fra den stadig tættere rundkreds, hvor diskussionen mellem de to kamphaner trods alt ender med stramme smil og et håndtryk.
Efter den improviserede debat mellem den liberale politiker og taxa-formanden spørger Computerworld Søren H. Nicolaisen, om den danske taxabranche stadig findes om fem år, hvis Uber kan køre videre i Danmark.
"Nej, det gør den nok ikke."
Læs også:
Uber er lanceret i Danmark: Men virksomheden er tynget af tre møgsager
Derfor vil Uber vende op og ned på det hele - og ingen kan gøre noget