LG vil vinde markedsandele med ikke blot buede men bøjelige fjernsyn. Foto: Joachim Kühlmann Selliken
Vild uenighed om fremtidens fjernsyn: Hvad skal der satses på?
TV er i gang med en rivende udvikling. IFA byder på bøjelige OLED-fjernsyn som tapet og kampe om hvad der er et rigtigt fjernsyn og hvem der har det nye sort. Bogstaveligt talt.
Alt efter hvem man spørger på den netop afviklede teknologimesse IFA i Berlin skal dit nye tv kunne helt forskellige ting.
Samsung tromler afsted med buede fjernsyn, LG vil have os alle til at glemme alt om LCD-skærme og skifte til OLED, hvor selskabet tilfældigvis har en række patenter, er eneste storproducent af de nødvendige OLED-paneler og kan lave bøjelige skærme.
Philips vil omgive dit fladskærms-fjernsyn med blid baggrundsbelysning, og Sony vil bare gerne sælge dig en fladskærm, så vi kan komme os over alt det pjat med buede skærme.
Det er os, der har knækket koden
Når man taler om fjernsyn på IFA, skal man passe på ikke at blive druknet i entusiasme fra de forskellige virksomhedsrepræsentanter, der skal forklare, hvorfor lige deres nye tv er endnu mere 4K end konkurrenternes, og hvor fantastisk det er at se på deres buede fjernsyn.
Uden undtagelse er de næsten ekstatiske af lykke over billedet, "og har du set, hvad vi kan med baggrundsbelysningen?"
Der er bare den hage ved det hele, at det kan de førende konkurrenter egentlig også.
Men så er det et held, at der altid vil være en ny idé, som ingen andre har bygget endnu.
Om man så kan nå at få kunderne med på bølgen, før den skyller ud i idéhavet igen, må marketingafdelingen tage sig af.
Rigtige fjernsyn kan bøjes
Dit nye fjernsyn er både kurvet og fladt, hvis det står til LG.
LG Display vil udleve den gamle drøm om den fuldstændigt fleksible skærm med de tynde OLED-fjernsyn, og indtil videre ser det ikke helt tosset ud.
I sin keynote på IFA præsenterede CEO Sang Beom Han både et nyt fjernsyn, som med et tryk på fjernbetjeningen skifter form fra fladskærm til kurvet samt millimetertynde fjernsyn, som kan klæbes op, hvor man vil have dem og som selvfølgelig også er bøjelige.
LG sidder tungt på produktionen af paneler til OLED-fjernsyn, og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke ville få os andre til at elske OLED. Foto: LG
Et kvarter ad gangen tak
Foldbare og gennemsigtige fjernsyn, som samtidig kan være et vindue, dit skrivebord eller dække hele husfascader væltede frem i Sang Beom Hans talestrøm, og det var svært ikke at blive revet lidt med af direktørens drømme.
Tænk dog hvor smukt et billede man kan få sig, og Han lover endda, at OLED-fjernsyn kan levere det nye sort. Endnu sortere sort. Ja, man bliver helt betaget.
Mens vi venter på Harry Potter
Efter keynotens magiske univers kom vi dog lidt ned på jorden igen.
Pressen havde ikke hevet længe i de fleksible fjernsyn, før de to udstillede modeller begge blev slukket, ligesom der konstant stod en venlig repræsentant klar til at holde fast på fjernsynet med den ene hånd, mens den anden forsigtigt bøjede et hjørne for kameraerne.
Så det er ikke helt til at vide om LG's bøjelige fjernsyn nu også er klar til Ikea-testen ude i verdens børnefamilier.
"Folk vil vide, hvornår de kan lege Harry Potter og slynge tv'et om sig som en usynlighedskappe. Der er vi ikke endnu, men udviklingen går jo meget hurtigt," fortalte en af de produktspecialister, som LG har medbragt til IFA, for at svare på pressens ustandselige spørgsmål.
Sortere end sort
Begejstringen for LG's bøjelige OLED-fjernsyn er dog ikke helt så udbredt hos de andre fjernsynsproducenter på IFA som hos LG's egne medarbejdere.
Philips holder fast i tanken om Ambilight. Beroligende lys rundt om dit fjernsyn, som skal aflaste øjnene. Foto: Joachim Kühlmann Selliken
Annonce:
"Vi føler os ikke truet af OLED, for vi kan levere endnu bedre sort-niveauer end OLED med vores nye serie," lød det fra Philips nordiske salgsdirektør, Henrik Kyhl.
Og Philips har ingen planer om at bevæge sig ind på OLED-markedet.
"Philips går ikke ind på OLED-markedet. Vi skal hverken selv bygge OLED-paneler eller købe dem af andre," siger Henrik Kyhl.
Han undgår at nævne, at den eneste leverandør af OLED-paneler for tiden hedder LG.
I samme åndedrag understreger Henrik Kyhl dog, at hvis forbrugerne virkelig tager OLED-fjernsyn til sig, vil Philips da selvfølgelig levere dem.
Men Henrik Kyhl vil meget hellere levere fladskærme, for som han siger:
"Vi ser ikke det store behov for fleksible og buede fjernsyn. De fleste vælger et fladt tv, som hænger tæt på væggen og ikke syner af noget, når man ikke bruger det. Man skal jo ikke udvikle for teknikkens skyld, men for forbrugernes skyld."
Til gengæld vil Philips utroligt gerne sælge fjernsyn, som syner af noget, når de er tændt, og på en stor del af virksomhedens stand hylder selskabet de såkaldte ambilight-fjernsyn, som lyser væggen omkring fjernsynet op i skiftende farver, når du ser tv.
Fjernsyn skal være fladt
Grundholdningen om, at et rigtigt fjernsyn er et fladskærms-fjernsyn, går tilsyneladende igen hos konkurrenten Sony, som ikke er bange for at pege fingre ad konkurrenten Samsung, der er gået forrest i kampen for at få forbrugerne til at elske de buede fjernsyn.
Sony vil helst sælge fladskærme, men der er selvfølgelig buede modeller, til dem der hellere vil have dem. Joachim Kühlmann Selliken
Annonce:
"Har du nogensinde set en fodboldkamp på et buet tv? Linjerne bøjer jo. Der er selvfølgelig nogen , som gerne vil have det, og derfor laver vi dem, men det er nok mere et forsøg fra Samsung på at skabe et nyt tv-marked, så de kan skubbe andre spillere ud. Samsung er jo meget dominerende på tv-markedet i forvejen. Men vi kan jo også se, at Samsung har mistet markedsandele med det her," lyder det fra Ulrik Petersen, senior marketing manager hos Sony Danmark.