Pressekonferencens ædle kunst - tag med ind bag kulisserne på de store keynotes
Reportage: Det er altid verdens bedste, fedeste og innovative produkter, som direktørerne for de store techfirmaer viser på deres flotte keynotes. Men hvad sker der bag kulisserne? Og er det rigtigt, at de øver sig i at klappe? Computerworld går på jagt efter svaret på den store IFA-messe i Berlin.
IFA messen, Berlin: En pressekonference er som oftest et fint skuespil, hvor folk fra forskellige virksomheder kommer op på en scene til en mand (ja, sådan er det altså endnu), der gerne er direktør for et firma, som de er afhængige af og skamroser hans firmas produkter, hvis de altså ikke er fra samme firma.
Så kommer de op og fortæller direktøren om noget, som de har udviklet, og direktøren er ved at gå bagover af henrykkelse.
Det forstås, at journalisterne nede på stolerækkerne foran scenen godt må samle lidt af direktørens entusiasme op undervejs i forestillingen.
IFA, den store elektronikmesse i Berlin, er ingen undtagelse, og direktører fra hele Asien (ja, sådan er det altså også endnu) har øvet sig i at være både overskudsagtige, kække og direkte betagede af egne salgstal og deres ansattes genialitet.
Pressekorpset har dog set forestillingen før, så der skal efterhånden en del til at gøre indtryk. Og ved dette års IFA har særligt tre pressekonferencer gjort et indtryk.
Acer: Og så klapper de alle sammen spontant
Til de fleste pressekonferencer på IFA kommer pressen ikke i nærheden af salen, før alt er klappet og klart.
De gode folk hos Acer illustrerede, hvorfor det er reglen frem for undtagelsen, da jeg gik ind til, hvad jeg troede var, den sørgeligste og mest usammenhængende pressekonference i mands minde.
CEO Jason Chen stod foran en nærmest tom sal og haltede sig igennem en samtale med en ung fyr, som lovpriste en gaming-tablet.
Det hele blev ikke mindre akavet af tilråb fra salen som "husk processoren" og "vend den om", der blev ledsaget af uopfordrede perioder med høj musik og replikker fra en sufflør.
Acers pressemøder kan ikke helt konkurrere med deres Predator gaming-computere. Foto: Joachim Selliken
Annonce:
Da showet var færdigt genlød lokalet af den manglende applaus, som man normalt forbinder med skoleteater og andre tvangsbaserede familiebegivenheder.
Til Jason Chens ros skal det siges, at han helt klart havde taget noter om, hvad der ikke virkede så godt under generalprøven.
Til selve pressekonferencen en halv time senere virkede replikkerne mindre forcerede, entusiasmen var reel, og der var klakkører, så den planlagte applaus kunne gå i gang når den skulle.
Det er også så irriterende, når folk ikke klapper af direktørens henrykkelse.
Hos Sony er der ingen, der kan snige sig ind, før showet går i gang.
Men her er det også meget sjovere at gå ind til tiden.
Om man er fan eller ej, kan det varmt anbefales at dukke op til begyndelsen af en af Sonys pressekonferencer.
Når man er nået forbi de to lag af adgangskontrol, unge damer først og herrer i jakkesæt bag dem (for ja, sådan er det altså også endnu) kommer overraskelsen.
Hvis ikke man besidder en god mængde dansk beskedenhed, kommer man let til at stoppe op og øve sit kongelige baghåndsvink på uskyldige Sony-medarbejdere og it-journalister.
Annonce:
Flankeret af dusinvis af klappende, ja måske endda enkelte hujende Sony-medarbejdere, defilerer pressen ind i Sonys hal til IFA 2015 for at høre, hvad de japanske genier har brygget på i deres laboratorier verden over.
Sony er et stort firma, og hallen afspejler forretningens størrelse.
Klemt inde blandt polske, argentinske og australske journalister tager det næsten halvandet minut at nå frem til en stoleplads.
Indrømmet, det kunne være gjort hurtigere, men applausen indgyder en vis lad ynde og aristokratisk adstadighed i sjælen.
Hvis ikke man besidder en god mængde dansk beskedenhed, kommer man let til at stoppe op og øve sit kongelige baghåndsvink på uskyldige Sony-medarbejdere og it-journalister.
Hvis Kazuo Hirai, Sonys CEO, en dag vil afprøve, hvor langt han kan nå med sin entusiastiske stil, kan han sælge sand i Sahara.
Applausen må også have virket på Kazuo Hirai, Sonys CEO, der med et vindende smil kaster sig ud i sceneshowet med en så overbevisende glød, at jeg føler mig helt ført bag lyset, da jeg med et henkastet blik over skulderen ser den lysavis, han læser højt fra og bliver ført tilbage til virkeligheden.
Journalister kan ikke leve uden den gode historie, men som stand betragtet har pressen én anden svaghed, som man ikke kan komme uden om.
Det er ikke noget vi er stolte af, men vi skal bare have det. Uden kan vi ikke fungere. Vi skal have lidt til at vågne på om morgenen.
Løbende doser i løbet af arbejdsdagen holder os kørende og på toppen af gamet, og efter endt arbejdsdag kan vi gå helt over bord i det: Journalister kan ikke leve uden WiFi.
Med sleepsense vil Samsung hjælpe dig med at holde styr på søvnen. I det hele taget er home automation i fokus for Samsung på dette års IFA-messe.
Derfor var Samsungs pressekonference på dette års IFA en interessant mulighed for sociologiske feltstudier i journalisters adfærd.
Allerede før dørene bliver åbnet til Samsungs hal, er der lang kø foran de unge damer i presseserviceskranken.
Ja, jeg er ked af det, men skal vi tage den sammen i kor? Sådan er det altså stadig.
Kødranden af journalister med blanke øjne og slet skjult panik i stemmen vil alle som en vide én ting:
"Hvad er kodeordet til Samsungs presse-WiFi?"
Kodeordet har ikke nogen reel værdi ude i forhallen, men ve den journalist, som bevæger sig ind i salen og WiFi-signalets trygge omfavnelse uden nøglen til internettets velsignelser.
Da dørene åbner, stimler vi alle indenfor og sætter os pænt på stolerækkerne, kun lidt skuffede over ikke at være blevet klappet på plads.
Lyden af tablets og laptops, der rammer i hundredevis af skød er i denne hal lige så naturlig som bækkens rislen i skoven, og på samme måde signalerer den en falden til ro, imens alle opretter forbindelse til det trådløse netværk.
Der er for mange journalister til for lidt båndbredde. Ingen kan holde forbindelsen til nettet.
Men noget er galt. Som sømænd mærker stormens komme, længe før metrologer har set skyerne trække sig sammen, breder en ubestemmelig fornemmelse af uro sig blandt de garvede journalister og spreder sig til de yngre.
Der er for mange journalister til for lidt båndbredde. Ingen kan holde forbindelsen til nettet.
Efter en indledende stille men spredende paniktilstand, imens hundredevis af journalister i mut desperation forsøger at logge på Samsungs WiFi, falder der ro over gemytterne, og baggrundslyden af smalltalk bliver mindre anspændt.
Samsung har åbnet endnu et trådløst netværk, og roen breder sig atter.
Samsung er klar, og nu er pressen det også. Og så forsvandt forbindelsen igen. Ædt op af hundreder af grådige journalister.
Et mere eller mindre fast mønster for pressemøderne på IFA, hvor det eneste vigtigere end den gode historie er internetforbindelsen, der lader historien komme ud til læserne.
Det gør internetforbindelsen på mit hotel heldigvis også.
Her er ikke nogen, der klapper af mig, men til gengæld har jeg nettet for mig selv.
