Test: Her får du mest fladskærm for pengene

Fladskærme proppes i dag med internet, 3D og mediefunktionalitet. Men hvad skal du vælge, hvis du vil have mest for dine penge? Vi har testet seks topaktuelle tv og giver dig overblikket her.

1. Test: Her får du mest fladskærm for pengene

Vi går mod de mørkere og koldere tider, så der bliver rig lejlighed til at krybe sammen foran husalteret til en god film sammen med familien eller vennerne.

Sidder du stadig og kigger på det gamle billedrørs-tv, eller er din 32-tommer fladskærm blevet for lille, hjælper PC World dig med at navigere i den tætbevoksede fladskærmsjungle.

I denne test sætter vi fokus på fladskærme i den højere prisende, som producenterne i de seneste år har proppet med funktionalitet. Vi undersøger funktioner såsom internet, 3D og de mange multimedie-muligheder i fladskærmene.

Er alle disse smarte teknologier reelt pengene værd, eller er det bare støj fra producenterne? I bund og grund handler det vel stadig fortrinsvis om god billedkvalitet? Eller hvad?

PC World tester seks helt nye og højteknologiske fladskærme fra Sony, Samsung, LG, Panasonic, Philips og Sharp.

Modellene koster fra 9.000 kroner og opefter. Se også PC Worlds test af fladskærme under 6.000 kroner.

Klik videre for at se hele testen af de nedenstående modeller og find ud af, hvilke produkter der giver dig mest for pengene.

2. 3D, Internet, USB, DLNA... ?

Bare inden for de seneste to år er der dukket så mange nye udtryk op på fladskærmenes specifikationslister, at selv teknisk anlagte brugere kan have svært ved at få luft.

Før vi kaster os ud i fladskærms-testen for de seks modeller, prøver vi at danne os et overblik over, hvad nogle af de nye udtryk egentlig dækker over. Herunder finder du en gennemgang af internet, 3D, DLNA og mediefunktionalitet i almindelighed.

Internettet er en naturlig del af hverdagen hos de fleste danskere, og nu rykker internettet ind på fladskærmen. Det betyder ikke, at du kan surfe frit rundt på hjemmesider, som du er vant til på pc'en, men i stedet, at du har adgang til udvalgte internet-tjenester. Det kan f.eks. være YouTube til videoer, Facebook så du kan følge vennerne eller filmudlejningstjenester, så du kan leje film direkte hjemme fra sofaen. Det er smart, men det er også nyt og uprøvet.

3D har været et stort taleemne på fladskærmene i 2010, og mange af de dyrere modeller kan vise 3D. Det er vigtigt at pointere, at en 3D-fladskærm også klarer helt almindelig 2D på tv-signaler og film. 3D er en funktion, som kan aktiveres efter behag, så man kan omdanne stuen til en sand hjemmebiograf. 3D kræver dog specielle 3D-briller, og der er desværre ikke udsigt til, at vi slipper for dem de næste mange år.

DLNA er en af de funktioner, som har vundet frem på mange produkter - ikke kun fladskærmene. Og det er med god grund, for DLNA er fantastisk smart. I korte træk er DLNA et system, der lader dig streame (sende) video, musik og billeder fra f.eks. en pc eller Mac over til fladskærmen.

Med streaming skal forstås, at man ikke direkte overfører filmen eller musikken, men at skærmen løbende modtager medieindholdet fra pc'ens harddisk og afspiller det på skærmen. Det gemmes imidlertid ikke på fladskærmen. DLNA findes også i f.eks. nyere mobiltelefoner, hvor man således kan få billederne fra mobiltelefonen op på fladskærmen, så længe begge enheder blot er tilsluttet hjemmets trådløse netværk.

Sådan testede vi

Billedkvalitet/3D-billedkvalitet tæller 70 procent af den samlede vurdering i testen. Der er lagt særlig vægt på, at billedet som helhed er acceptabelt, og at skærmen ikke falder igennem på nogen punkter.

De resterende vægte fordeles mellem lydkvalitet (10%), funktionalitet (10%) og brugervenlighed (10%). Design indgår ikke som en testparameter. Fladskærmene varierer i pris, og derfor tages der i den endelige vurdering hensyn til prisen. Vi søger fladskærmen, der giver mest for pengene ud fra ovennævnte vægte.
 
Der testes på både analoge og digitale tv-signaler samt HDTV. Billedkvaliteten er vurderet objektivt ved hjælp af fysisk måleudstyr, der kan måle på faktorer som farver og kontrast, og der er i forlængelse heraf udført en praktisk kigge-test.
 
Der er givet karakter fra et til seks på punkterne: Brugervenlighed; Funktionalitet; Billedkvalitet; Lydkvalitet og Summeret.

Begrebsforklaring:
Følgende kan ikke gentages ofte nok: Generelt er både visuelle produkter som tv og audio-produkter som højttalere ikke mulige at specificere ved hjælp af tal. Så derfor: glem specifikationerne. Du kan ikke stole en pind på, hvad producenterne opgiver på deres faktablade. Responstid - altså den tid det tager skærmen at opdatere et billede - måles eksempelvis som det hurtigste farveskift, eksempelvis mellem sort og grøn, men farveskiftet mellem rød og gul kan snildt være det 10-dobbelte.

I testen bruges følgende begreber:

Responstid: Hvor godt skærmen klarer hurtige, bevægende billeder i f.eks. sport.

Sortniveau: Hvor dyb sort skærmen er i stand til at gengive. Kontrast bruges ofte som synonym.

Farvegengivelse: Nøjagtigheden og nuanceringen i farverne på skærmen.

Betragtningsvinkler: I hvilket omfang fladskærmen formår at opretholde samme billedkvalitet fra vinkler.

Detaljegrad: Detaljerigdommen for fladskærmens gengivelse af tv-signaler, DVD og HD (herunder Blu-Ray).

3D crosstalk: Angivelse der relaterer sig til 3D-billedkvaliteten. Crosstalk er den mængde "skygger", der ses, når 3D aktiveres, fordi billederne til højre og venstre øje blandes sammen. Der sigtes derfor efter en så lav crosstalk som muligt.

Internet: Med internet menes, at man kan tilgå forskellige online-tjenester på fladskærmen. Man har dog ikke fri adgang til at surfe på internettet ligesom på pc'en.

DLNA: Dette er et system til streaming af musik, video og billeder fra f.eks. en PC/MAC/mobiltelefon til fladskærmen.

3. 40" Philips 40PFL8605H

Betjening & funktionalitet

Philips 40PFL8605H er proppet med funktionalitet i alle mulige afskygninger. Først og fremmest finder man Philips Ambilight stemnings-lys, som lyser væggen op bag fladskærmen i samspil med farverne, der vises på skærmen. Det giver en fin stemning, men det kan godt undværes.

Philips har også integreret 3D, internet og DLNA. Eller det vil sige: 40PFL8605H er "3D Ready", som betyder, at du efterfølgende skal købe 3D-briller og en lille 3D-sender for at nyde film og spil i den tredje dimension.

Internet-funktionaliteten fungerer, og YouTube-funktionen er da meget praktisk, men der mangler stadig indhold. Philips byder på en decideret intern-browser funktion, så man kan søge frit på nettet, men desværre vises f.eks. animationer og flash ikke. Til gengæld er filmudlejningstjenesten film2home en kærkommen tilføjelse.

Philips menuer er store og brugervenlige. De er oftest selvforklarende, men suppleres med hjælpe-tekster. Der er masser at indstille på og er egentlig en fin løsning for både den mindre tekniske bruger og den avancerede bruger.

Billedkvalitet

Billedkvaliteten på Philips 40PFL8605H er pæn, men den blander sig ikke helt i toppen. Tv'et kræver lidt arbejde med indstillingerne, før man får et pænt billede, for standard-indstillingerne er desværre lidt for skrappe og farverne for kraftige.

Tv'et giver forholdsvis intense og kontrastrige billeder og klarer også hurtige bevægelser i sport og action-film pænt. Farverne bliver aldrig 100 procent præcise og er overmættede. Det betyder blandt andet, at man mister detaljer i de mørkeste scener i film. Det frontglas, der er monteret foran selve skærmen, kan også give distraherende refleksioner fra omgivelserne - specielt i dagtimerne.

3D-billedkvalitet er tilstrækkelig og placerer 40PFL8605H midt i feltet. Vi kan ane en smule crosstalk, som er skygger i 3D, fordi billederne til højre og venstre øje blandes sammen af skærmen, men ikke i et sådan omfang, at det er direkte ødelæggende for 3D-oplevelsen.

Lydkvalitet

Philips er blandt de få producenter, der stadigvæk mener, at en fladskærmen også skal lyde godt. Der er naturligvis altid mulighed for at tilslutte andre højttalere til fladskærmen, men de fleste vil formentlig gerne nøjes med tv'ets højttalere til den daglige dosis tv-avis. Den opgave klarer 40PFL8605H pænt, med klare stemmer og forholdsvis god bas.

Summeret

Philips 40PFL8605H har flere gode ting at byde på. Der er ikke sparet på funktionaliteten, men billedkvaliteten er ikke helt i top.

4. 50" Samsung PS50C7705

Betjening  & funktionalitet

Samsung har de seneste år oprustet kraftigt på funktionaliteten, og selv om brugervenligheden ikke har fulgt med hele vejen rundt, fortjener Samsung ros for flere af funktionerne.

Det er specielt værd at fremhæve den praktiske optagefunktion, der gør brugerne i stand til at optage tv ned på en tilsluttet USB-harddisk. Funktionen kan tilmed bruges til at sætte direkte-tv på pause. Eneste minus er, at man skal blive på kanalen, når man påbegynder en optagelse.

Herudover har Samsung kørt et nyt projekt ud i livet. Har du en iPod, ved du sikkert også, at du kan hente tusindvis af små Apps til den. Samsung har ført den idé ind i deres fladskærme, og har givet funktionen det ikke overraskende navn Samsung Apps. Desværre er der bare for få tilgængelige apps, og vi må erkende, at YouTube og Facebook vel er det nærmeste, man kommer på noget godt indhold.

Billedkvalitet

Billedkvaliteten på Samsung 50 tommer plasma-TV er virkelig flot. Sættes skærmen hen i Film-billedprofilen, får man tilmed præcise og behagelige farver. Farvegengivelsen suppleres af skærmens gode gengivelse af hurtige skift i billedet, der rangerer blandt de bedste i PC Worlds test. 

PS50C7705 er også stor nok til at give imponerende oplevelser, hvis du ruller en HD-film, fra eksempelvis Blu-ray-afspilleren, hen over skærmen. Eneste minus, som umiddelbart er værd at nævne, er, at kanal-logoer indimellem sætter sig fast efter længere tids brug. Problemet er ikke kritisk, og de forsvinder hurtigt igen, når man skifter væk fra kanalen, men det er altså synligt.

3D-billedkvaliteten er i top. Vi registrerede kun enkelte tilfælde af crosstalk, hvilket sikrer imponerende intensitet og dybde i både 3D-film og 3D-spil.

Lydkvalitet

Samsungs 50" skærm er kun 3 centimeter tynd, hvilket selvsagt betyder, at der ikke er meget plads til god lyd. Højttalerne i PS50C7705 er da heller ikke værd at skrive hjem om. Dåselyd er vist det korrekte term at flette ind her, og du skal forberede dig på at supplere med nogle eksterne højttalere.

Summeret

Samsung PS50C7705 leverer overbevisende billedkvalitet og 3D-billedkvalitet. Der er attraktive mediefunktioner indbygget, herunder en optagefunktion, men højttalerne er ikke meget værd.

5. 46" Sony 46HX800

Betjening  & funktionalitet

Sony HX800 understøtter Sonys Bravia Internet TV, der i korte træk er et sammensurium af forskellige internet-tjenester. Få af dem har reelt berettigelse på et tv, men der er også lyspunkter imellem. Igen skiller YouTube sig ud som den mest praktiske, men under fodbold VM 2010 tilbage i sommeren var der også en dedikeret fodbold-internetkanal. 

Sony mangler dog klart en filmudlejningstjeneste, og så må de også gerne få fart på den aftale med TV2 Sputnik, som blev annonceret helt tilbage i foråret.

46HX800 har ingen optagefunktionalitet. Til gengæld er skærmen udstyret med DLNA til at streame video, musik og billeder fra andre enheder.

46HX800 er 3D Ready, så 3D-briller skal købes separat. Den meromkostninger skal således tilføjes oven i den i forvejen noget pebrede pris. 

Billedkvalitet

Sony 46HX800 gør det for så vidt ganske pænt med hensyn til billedkvaliteten. Punkter som kontrast og responstid kan fremhæves. Kontrasten sikrer, at billedet fremstår intenst og med god dybde. Desværre skal man helst sidde ligefor, da billedet bliver mere dødt fra vinkler. 

Af negative punkter bør dog fremhæves farverne, som ikke er helt naturlige. Den blanke overflade i skærmen reflekterer desuden en del lys, hvilket kan være generende i dagstimerne. 

3D-billedkvaliteten er bedre end på Philips' model, men ikke på niveau med Panasonic og Samsungs modeller, som indgår i testen. Sony har en smule tendens til crosstalk, dog uden det er kritisk. 3D-effekten mistes også fuldstændig, hvis man hælder hovedet på skrå. Det er derfor et krav, at man sidder oprejst. 

Lydkvalitet

Højttalerne er over middel og leverer egentlig anstændig lyd. Kabinettet er lidt bredere i bunden, hvilket hjælper til at give bedre bas, selvom den dog stadig er blød. Undgå dog at skrue over 50 procent, da kabinettet begynder at dirre. 

Summeret

Sonys tv er lidt for højt prissat, specielt, når man husker, at 3D-briller skal købes separat. Billedkvaliteten er fornuftig, men formår ikke at imponere os for alvor. Der mangler en filmudlejningstjeneste i internetfunktionen.

6. 42" Panasonic TX-P42GT20

Betjening & funktionalitet

Panasonics GT20-serie er en spritny model og anden generation af Panasonics 3D-fladskærme. Panasonic tror også på mediefunktionalitet, og derfor har TX-P42GT20 både internet, kortlæser, optagefunktion og DLNA. 

Internet-funktionen er dog ret begrænset. Den mest interessante tilføjelse er YouTube, men det har alle de andre producenter også taget til sig. Jo, det er da smart, at man kan vise vennerne alle de sjove klip fra YouTube på husalteret, men begejstringen fortager sig efterhånden. 

Vi er derimod mere begejstrede for optagefunktionaliteten. Ved at tilslutte en USB-harddisk på bagsiden kan tv'et udføre fantastiske ting. Du kan både optage, tidsindstille optagelser og sætte direkte-tv på pause. 

Ligesom Philips 40PFL8605H er Panasonic TX-P42GT20 3D Ready. Det betyder, at 3D-brillerne skal købes separat, så du skal huske at smide yderligere 700-800 kroner på bordet, hvis du vil være i stand til at nyde 3D-billederne - vel at mærke per 3D-brille. 

Billedkvalitet

Panasonic har lang tid sværget til plasma-teknologien, som de mener giver den bedste billedkvalitet. Og det er svært at modargumentere, når fladskærmene står side om side på testbænken. Panasonic GT20 leverer ikke kun flot billedkvalitet; den udfordrer også Samsungs PS50C7705. Det er svært at pege på en definitiv vinder mellem de to modeller, for TX-P42GT20 giver os ligeledes rigtig gode billedegenskaber. 

Det betyder meget præcise farver, fordi TX-P42GT20 er certificeret af THX. Kontrasten i billedet er imponerende, og skærmen har meget lav responstid, så både fodbold og hurtige action-film er en ren nydelse at opleve. 

3D-billedkvaliteten er testens bedste. Vi så kun marginalt crosstalk (sammenblanding mellem billederne til højre og venstre øje), hvilket sikrer, at 3D-billederne præsenteres med indlevelsesrig dybde. 

Lydkvalitet

Lydkvaliteten fra højttalerne er middelmådig. Højttalerne er tilstrækkelige til at opfylde kravene til tv-avisen og serier, men til musik og film anbefales det, at man får lyden ud over mere potente højttalere. 

Summeret

Panasonics GT20 serie leverer flot billedkvalitet og testens bedste 3D-billedkvalitet. Mediefunktionalitet er god med indbygget optagefunktion, men prisen er en tand for høj, når der ikke følger 3D-briller med. 

7. 42" LG 42LE850N

Betjening & funktionalitet

LG har netop opdateret sin internet-funktion kaldet NetCast, så man får adgang til SF Anytime-filmudlejning og Viasat OnDemand, hvor der kan ses alt fra sport til film.

Det har løftet internet-funktionaliteten betydeligt, og når der samtidig er adgang til YouTube ligesom på de andre tv, placerer LG sig forrest i feltet, når handler om at smelte internet sammen med fladskærmen. 

Til gengæld har 42LE850N ingen optagefunktion, hvilket ellers ville have lunet. Der kan tilsluttes USB, og DLNA er også en mulighed, men internet-mulighederne er det store lyspunkt. Brugervenligheden er fin, og det er nemt og hurtigt at navigere rundt i menuerne. 

Billedkvalitet

LG har indbygget en ret unik billedteknologi i 42LE850N. Lysdioderne (LED) er placeret bag selve skærmen, hvilket hidtil har betydet et relativt dybt tv, men på LE850N-modellen er dioderne tættere på skærmen, og lyset spredes ved hjælp af lysfordelere opdelt i zoner. Det giver et tyndt tv kombineret med fordelene fra et tykkere tv. 

I praksis udmønter det sig i flot og meget overbevisende billedkvalitet. Sort er perfekt, fordi lyset kan styres i zoner, hvilket bidrager til utrolig høj kontrast. Farverne er naturlige, da LG er blevet certificeret af THX. Hurtige bevægelser håndteres ganske pænt og er kun en tand mere slørede end på Panasonic og Samsungs modeller i testen. 

Det eneste kritikpunkt, som bør fremhæves på 42LE850N, er egentlig de små glorier, der kan spottes omkring eksempelvis hvid tekst på en sort baggrund. Det skyldes det meget tynde design. 42LE850N kan heller ikke vise 3D. 

Lydkvalitet

Højttalerne er svage, og lyden mangler bas. Højttalerne er en tand bedre end på Samsungs meget tynde tv, men ikke tilstrækkelige til at spille stuen op. 

Summeret

LG præsenterer testens bedste billedkvalitet blandt LCD-modellerne. Internet-funktionaliteten er testens bedste med blandt andet filmudlejning, men prisen er for høj på 42LE850N, specielt da skærmen ikke klarer 3D modsat flere af de andre tv. 

 

8. 40" Sharp 40LE824

Betjening & funktionalitet

Sharp har netop lanceret LE824 og giver muligheder for at surfe frit på internettet via den indbyggede browser. Oplevelsen er imidlertid den samme, som vi fik på Philips' fladskærm. Animation og flash understøttes ikke, og internettet er altså svært at navigere uden en mus. 

Faktisk er Sharps internet-funktionalitet blevet til i samarbejde med Philips. De to producenter, plus tyske Loewe, arbejder sammen om at skabe en fælles internet-platform. På trods af det har film2home-filmudlejning ikke fundet vej til Sharp, og kun YouTube er reelt interessant. 

Sharp understøtter også DLNA og ikke mindst en såkaldt Time Shift-mulighed. Time Shift er et fancy ord for en begrænset optagefunktion, der lader dig pause og spole tilbage i direkte tv-udsendelser, men dog ikke kan optage noget permanent til senere brug. Time Shift-funktionen fungerer legende let og meget brugervenligt på Sharps tv. 

Billedkvalitet

Sharp 40LE824 placerer sig lige under Sharps absolutte topmodeller, og det betyder, at visse billedteknologier er udeladt. Alligevel giver skærmen os gode billedegenskaber, blandt andet med dyb gengivelse af sort og fornuftig håndtering af hurtige bevægelser i sport og film-sekvenser.

Specielt HD-billeder fra eksempelvis en Blu-ray eller en PlayStation 3 fremstår meget detaljeret på skærmen. 

Farverne er imidlertid for kraftige på 40LE824 og ikke helt naturlige. Der kan vælges forskellige billedprofiler på skærmen, men ingen af dem giver lige så gode farver, som flere af de andre modeller præsterer. Betragtningsvinklerne er også begrænsede, så det anbefales at sætte sig lige for skærmen. 

Sharps model understøtter ikke 3D. 

Lydkvalitet

Sharp 40LE824 er næsten lige så slank som Samsungs tynde LED-modeller. Højttalerne har derfor svære vilkår, men de formår trods alt at pumpe lidt bedre lyd ud i rummet. Lydkvaliteten er stadig kritisabel, men udholdelig. 

Summeret

Sharp gør det godt med 40LE824, og billedkvaliteten har mange gode elementer. Time Shift-optagefunktionen er også ekstremt brugervenlig og praktisk. Desværre savnes mere naturlige farver. 

9. Konklusion

PC World har testet seks fladskærme fra 9.000 kroner og opefter fra Samsung, Sony, LG, Panasonic, Philips og Sharp. Modellerne byder på masser af ny teknologi og funktionalitet foruden lovende billedkvalitet. Fire af modellerne viser tilmed 3D. Fokus gennem testen har været på at finde de modeller, som giver mest fladskærm for pengene. Hovedvægten i vurderingen ligger på billedkvaliteten, men punkter som brugervenlighed, funktionalitet og lydkvalitet spiller også ind. 

Alle seks fladskærme klarer opgaven pænt, men der er modeller, som skiller sig ud. Sammenlignes med de fem modeller under 6.000 kroner, som PC World testede sidst, står det også klart, at forskellen i billedkvalitet er stor.

Billedkvaliteten er betydeligt bedre på modellerne, der indgår i denne test, og i de fleste tilfælde vil vi anbefale, at man køber en af de dyrere frem for billige fladskærme, da man får mere for sine penge. 

Funktionaliteten er i højsædet på mange af de dyrere modeller. I år er der eksempelvis kommet optagefunktioner ind i fladskærme, ligesom man har mulighed for at sætte direkte tv på pause på Samsung, Panasonic og Sharps modeller.

Der er også åbnet op for filmudlejning hos Philips og LG, hvor sidstnævnte tilmed giver adgang til Viasat OnDemand. Fire af modellerne i prisklassen har 3D, men kun Samsung inkluderer 3D-briller. På de tre andre modeller fra Panasonic, Philips og Sony skal 3D-brillerne købes som ekstraudstyr - vel at mærke forholdsvis dyrt ekstraudstyr. 

Billedkvaliteten skiller sig ud på modellerne fra Samsung og Panasonic, der begge to er plasma-tv. De præsterer utroligt flotte billeder på både tv-signaler, dvd og Blu-ray og rykker primært fra de andre fire modeller på gengivelsen af hurtige bevægelser i billedet og 3D-billedkvalitet. Og vil man noget seriøst med 3D, viser tendensen i denne test, at plasma-modellerne klarer sig klart bedst. 

I sidste ende er det svært ikke at fremhæve den 50 tommer stor Samsung fladskærm, der giver utrolig meget fladskærm for pengene. Panasonics model er også i top med hensyn til billedkvalitet, men prisen er en tand for høj. Sony og LG placerer sig også for højt prismæssigt i forhold til konkurrenterne, mens Sharp giver en fin ydelse for pengene. Philips hverken imponerer eller falder igennem, men til samme pris som Panasonics model ligner sidstnævnte et bedre bud. 

Sammenligningsskema

Herunder har vi opstillet et sammenligningsskema, der kort opridser skærmenes forskelle, priser og vurdering efter testen. Bemærk, at billedkvalitet vægter 70 procent i den overordnede vurdering.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere