Syv måneder efter at Telia og Telenor meddelte, at de to danske teleselskaber ville fusionere til ét, har selskaberne nu udnævnt de tre øverste direktører i det kommende selskab.
Selskabet får en kundebase på cirka 3,5 millioner kunder, en markedsandel på 40 procent af mobilmarkedet og en omsætning på mere end ni milliarder danske kroner.
Det bliver norske Hilde Tonne fra Telenor-koncernen, der bliver administrerende direktør i den nye danske telegigant.
Computerworld har spurgt hende, hvad den vigtigste opgave bliver for hende som CEO.
Læs også: Nu starter arbejdet: Her er tre helt centrale opgaver for det nye Telia & Telenor
"Det vigtige for mig er først og fremmest at oparbejde en ledelse, en organisation og en kultur mellem de to selskaber."
"Det skal drive etableringen af en markedsposition på det danske marked med de services, som vi i det nye selskab mener vil være af stor værdi for vores kunder."
"Det skal også sikre, at kunden får en bredde og en dybde i de platforme og services, vi kan levere til dem."
"Og så ønsker vi selvfølge at levere de her services til kunden på en måde, som kunden vil sætte pris på. Så 'how to deliver' bliver også et vigitgt fokus."
"Men det hele begynder med etableringen af en organisation, som ser det, der skal ske, og markedspositioneringen, som noget spændende og vil være med på en rejse med et nyt selskab med en ny kultur."
Kampen mod TDC
Er det jeres ambition som ét samlet selskab at blive større end TDC på det danske marked?
"Det er i hvert fald at sikre en stærk position på det danske marked."
"Det danske marked er et af de mest konkurrenceprægede i hele verden. Telia og Telenor vil lave en enhed og en selskabs-muskel, der gør, at vi kan konkurrere med TDC og andre på en kraftfuld måde, og at vi kan levere ting til kunderne, der i dag ikke bliver leveret, fordi der ikke investeres nok."
"Vi har allerede sagt, at vi er villige til at investere seks milliarder danske kroner over de næste fem år, og det, mener vi, vil skabe grobund for det. Og så skal vi konkurrere med TDC."
Skal hente 800 millioner kroner om året
I forbindelse med fusions-annonceringen blev det oplyst, at sammenlægningen af de to selskaber forventes at skabe synergieffekter for mere end 800 millioner kroner om året med fuld effekt fra 2019. Hvordan skal de penge konkret hentes?
"Det bliver et lidt overordnet svar, da jeg først starter 1. august som leder af et mindre integrations-team. Telia og Telenor er i god dialog, og jeg vil ikke forstyrre dem med at være for konkret, før jeg begynder."
"Men jeg kan sige, at det er klart, at der skal være synergieffekter, når man konsoliderer ved at slå to selskaber sammen."
"Der vil være områder, hvor der kommer til at være overlap mellem de enheder, selskaberne har i dag. Det er det, vi har sat et tal på med de 800 millioner."
"Det vil også være vigtigt for os at udvikle et selskab, der indretter sig efter, at hele sektoren er under forandring, og at vores konkurrenter ikke længere kun er teleselskaber, men også 'over-the-top'-selskaber (indholdsselsskaber, red.)."
"Så vi skal både arbejde med integration og transformation."
Hvad bliver navnet på det nye selskab?
"Det kan jeg ikke fortælle endnu. Det, vi håber og tror, er, at vi kan gå i gang i hvert fald den 1/1 2016."
"Så lancerer og kommunikerer vi et navn og det, der bliver selskabets brand. Derefter skal vi selvfølgelig arbejde med en brand-portefølje til de forskellige kundesegmenter."
Den første arbejdsopgave
Hvad bliver den første, du tager fat på, når du sætter dig i direktørstolen den 1. august?
"Jeg skal arbejde som leder af integrations-teamet frem til 'closing', og der er det selsvfølgelig vigtigt for mig, at jeg ser på de to organisationer, Telia og Telenor, og på helheden."
"Og så er jeg selvfølgelig optaget af at se det som et total-team: Jeg har fået Søren Abildgaard og Dennis Kilian med mig (Telias administrerende direktør og finansdirektør, red.) Det er to utrolig dygtige ledere, der bliver stærke på lederteamet."
"Det er 'top of my mind' at få skabt en organisation, der er i stand til at migrere alt den dag, det er muligt."
"Jeg har været igennem to fusioner tidligere i min karriere, og en ting, jeg har lært, er, at vi kan være nok så konceptuelle og planlægge - men det er først, når vi har et samlet team, at vi virkelig kan begynde at arbejde med selskabet."
Læs også:
Nu starter arbejdet: Her er tre helt centrale opgaver for det nye Telia & Telenor
Telia & Telenor udnævner administrerende direktør og topledelse for den nye telegigant
TDC, Telia, Telenor og 3: Nu er de fire - men snart kun 3
Ny direktør i Telenor Danmark har en klar plan - men en usikker fremtid
Mobilselskabet 3 vil have danske konkurrenters kunder efter fusion