18-årig dansker vinder 100.000 kroner i World of Warcraft-verdensmesterskabet
En 18-årig dansker er netop blevet nummer to ved verdensmesterskaberne i World of Warcraft. Læs her, hvordan han forbereder sig til konkurrencen, hvor gamere bliver behandlet som rockstjerner.
Den titel kan den 18-årige dansk-marokkaner Youness Dorqoch skrive på sit visitkort, efter han i de seneste små to år har tjent til dagen og vejen via sine evner med mus og keyboard i onlinespillet World of Warcraft.
Teenageren bor til dagligt på Nørrebro i København, og han er netop kommet hjem fra de såkaldte verdensmesterskaber i Warcraft, der løb af stablen ved det store spil-konvent BlizzCon i Los Angeles i USA.
Her nappede Youness Dorqoch sammen med sit tremands-hold, Skill-Cap EU, andenpladsen, der gav de tre spillere hver 100.000 kroner med hjem i bagagen.
Fire timers spil
De penge blev tjent efter i alt fire timers konkurrence-spil, hvor de blev slået i finalen af verdensmestrene, Bleached Bones.
Også sidste år blev Youness Dorqochs hold nummer to i konkurrencen, og han er dermed blevet en veletableret stjerne på spil-himlen.
At han skulle blive en gamer i verdensklasse, var der ellers ingen, der havde forudset for bare få år siden. End ikke ham selv.
Youness Dorqoch
(privatfoto) "Det er gaming, jeg vil med mit liv. Naturligvis vil jeg også gerne tage en uddannelse på et tidspunkt, selvom jeg endnu ikke helt ved inden for hvilket felt. Så lige nu er det bare gaming."
Annonce:
"Jeg har aldrig været gamer som barn, men startede så for tre år, siden, hvor jeg hurtigt blev god. Efter halvandet års tid begyndte jeg at leve af det," fortæller Youness Dorqoch til Computerworld.
Får rockkstjerne-behandling
I dag tjener han cirka en halv million kroner om året på sine evner i World of Warcraft.
Det kræver så op mod 10 timers træning om dagen, når han skal deltage i mange online-konkurrencer og de få, men store live-turneringer.
Og så har han på rekordtid lært at leve med, at gamere i verdenseliten bliver behandlet som rockstjerner, når de skal rundt til spil-konkurrencerne.
"På BlizzCon blev vi hentet i lufthavn og kørt til et femstjernet hotel, hvor jeg kunne chille i jacuzzien op til kampene. Samtidig har vi specielle kokke til rådighed, der laver mad til os gamere, så det er ren luksus," forklarer Youness Dorqoch.
Han forklarer, at der på sådan et konvent ikke er tid til meget andet at koncentrere sig om det næste spil.
Inden han sammen med sine to holdkammerater skal tænke hurtigt og manøvrere sin specielle World of Warcraft-mus med 30 knapper og sit mekaniske keyboard med den lynhurtige responstid, sætter han sig ned for at samle tankerne.
Forberedelsen sker med hård rock i ørerne og energidrikken Red Bull i munden.
"Rock er egentlig ikke min yndlings-genre, men det er rigtig godt til at koncentrere sig til og få adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen med," forklarer Youness Dorqoch.
Skaber sig et ry
Udover ham selv består Skill-Cap EU-holdet af briten Adrian Archer-Lock og franskmanden Mathias Esterlechner, som Youness Dorqoch betegner som en af verdens Warcraft-spillere nogensinde.
"Jeg er rigtig heldig at have ham med på mit hold, selvom vi kun har mødtes 3-4 gange i virkeligheden. Englænderen mødte jeg for første gang på BlizzCon-konventet," fortæller Youness Dorqoch.
For selv om tremands-holdet skal fungere som én stærk enhed under konkurrencerne, så mødes spillerne oftest over nettet, inden de sætter sig sammen for at vinde titler og pengepræmier.
Udvælgelsen af holdkammeraterne foregår ved, at de studerer live-streaming af hinandens præstationer, hvor de skaber deres ry som elite-spillere.
"Live-streaming er en af de nyere tendenser i gaming, hvor alle kan se med på ens præstationer. Mine holdkammerater har på den måde kunnet se, at jeg er blevet ret god i de seneste år," siger Youness Dorqoch.
Han forklarer, at de under konkurrencen kommunikerer på engelsk via Skype, da tilskuerlarmen gør det umuligt at råbe hinanden op.
Annonce:
Gaming er fremtiden
Skill-Cap EU-holdet kom til verdensmesterskabet i Warcraft via indledende og mindre turneringer.
Blandt andet vandt Youness Dorqochs hold alle deres kampe ved europamesterskaberne i Sverige, hvorfra tre hold blev kvalificeret til den store BlizzCon-konkurrence.
Står det til Youness Dorqoch, er det sådan, de næste mange år også gerne må forme sig. For han vil gerne forblive i gaming-branchen så længe, det er muligt.
"Det er gaming, jeg vil med mit liv. Naturligvis vil jeg også gerne tage en uddannelse på et tidspunkt, selvom jeg endnu ikke helt ved inden for hvilket felt. Så lige nu er det bare gaming," lyder det fra den 18-årige dansk-marokkaner.
Inden længe drager han til USA, hvor han skal arbejde for holdets sponsor, SkillCapped, som er et site, hvor nye gamere kan lære at spille som de professionelle.
Det job og eventyret i USA glæder han sig til. Først skal han dog sove igennem, for jetlagget efter BlizzCon-konventet har endnu ikke lagt sig helt for den 18-årige Youness Dorqoch.
"I det første døgn sov jeg 18 timer, men jeg skal nok blive frisk igen."