I et nyt forslag, der er fremført af ledelsen for Science, som er det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, vil man sammenlægge datalogi og matematik i et fælles institut.
Det vil man gøre for at skabe en stærkere organisation, der kan tiltrække flere forskerpenge og samtidig kan udnytte stordriftsfordele i forbindelse med eksempelvis administration.
"Det er et forslag, og vi er i en drøftelsesfase. Men vi skal have nogle bæredygtige institutter, der er i stand til at tage nye initiativer, og som kan modstå opgang og nedgang i bevillinger," fortæller John Renner Hansen, der er Dekan for Science, og han fortsætter:
"Vi har en klar og tydelig fornemmelse af, at det kræver en vis størrelse, før man kan opfylde de krav. Det er en af begrundelserne for at slå institutterne sammen."
Uddannelsen af fremtidens dataloger på Københavns Universitet kommer altså ikke længere til at foregå i et selvstændigt institut, hvis ledelsens plan bliver gennemført.
For tre år siden havde universitetet en lignende diskussion, men valgte ikke at gennemføre en sammenlægning.
Mange ulemper
På Datalogisk Institut, også kendt som DIKU, er man langt fra henrykte for den plan.
"En sammenlægning mellem datalogi og matematik vil få konsekvenser for kvaliteten af vores undervisere, de studerendes faglige viden og ikke mindst for fagets identitet. Forslaget om sammenlægning er derfor meget bekymrende," siger Martin Zachariasen, der er institutleder og professor på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet.
Den holdning har han en solid opbakning til at fremføre fra sine kollegaer på DIKU.
Martin Zachariasen peger på flere problemer i en sammenlægning mellem institutterne, der har en faglig fællesmængde, men langt fra indeholder de samme studieområder.
Bekymringen går primært på den faglige del.
"Det er to fag, der på overfladen ligner hinanden, men de er ret forskellige. Matematik har en meget lang historie, mens datalogi er en ret ny disciplin i hastig udvikling," siger han.
Han peger på, at de forskellige udgangspunkter er et problem i en sammenlægning.
"Ligesom inden for mange andre fag indgår matematik som et vigtigt værktøjsfag på datalogi, men datalogi rummer mange andre ting, som kan betegnes som ingeniørfag. Det er eksempelvis programmering, konstruktion og design af software eller hele den måde it-systemer bygges på. Pensummæssigt fylder den del mere," siger institutlederen.
Hans bekymring går også på den status, som datalogi har.
Skadeligt
"Matematik er et veletableret fag, og datalogi vil hurtigt blive identificeret med matematik på et fælles institut. Det vil være skadeligt både for nye studerendes opfattelse af datalogi, men også i forhold til rekruttering af nye forskere og undervisere. Mange topforskere har en meget stærk identitet i forhold til deres fag," fortæller han.
Han peger ligeledes på, at erhvervslivet mangler folk med specialiserede it-kompetencer, og det drejer sig bestemt ikke kun om matematik-kompetencer.
"Der er en risiko for, at en sammenlægning vil betyde, at der fokuseres på grænselandet mellem datalogi og matematik, og mindre på de ikke-matematiske fag inden for datalogien. Det vil være en langsigtet konsekvens, som man skal tage med i overvejelserne," siger Martin Zachariasen til Computerworld.
Det skal give muskler
Dekanen på Science er naturligvis knap så skeptisk i forhold til en sammenlægning, og han afviser argumenterne fra DIKU.
Er DIKU's bekymring for at bliver løbet over ende af matematik, og eksempelvis ikke få forskermidler, helt uden grund?
"Ja. Det er forskerne, der tiltrækker penge, det er ikke instituttet. Forskningens kvalitet gør, at fonde vil støtte med midler. Det har ikke noget at gøre med, hvad navnet på et institut er. Vores erfaring er, at sammenlægninger faktisk giver flere midler," siger John Renner Hansen.
Så du ser det som et plus, at man gør institutterne større?
"Ja, ellers havde vi ikke foreslået det. Det er for at skabe et bedre og mere bæredygtigt miljø."
Vil fagligheden på datalogi komme under pres i en større organisation?
"Nej, det er de samme mennesker, der er ansat. Jeg mener, at der vil komme mere faglighed, på tværs af faggrænserne. Som forsker og underviser skal man række ud, og det giver forslaget en mulighed for, men de forskellige discipliner indenfor datalogi skal naturligvis være selvstændige."
Vil datalogi drukne i denne sammenlægning i forhold til den mere etablerede institutpartner?
"Nej, bestemt ikke. Kvaliteten afhænger af medarbejderne, og jeg ved, at datalogi har gode medarbejdere," siger John Renner Hansen.
Forslaget om sammenlægningen er i øjeblikket i drøftelse på universitetet.
Læs også:
Direktør: Nørden er fremtidens leder - gi' os nu flere af dem!