Artikel top billede

Knald eller fald: Omstridt dansk overvågning kan blive fortid i dag

Computerviews: Meget tyder på, at store dele af det danske tele- og internet-overvågningsprogram snart bliver sløjfet, når Tele- og internetovervågningen af dig, mig og alle andre danskere skal diskuteres på Christiansborg i dag.

ComputerViews: 18 tunge danske erhvervs- og forbrugerorganisationer lagde for nyligt pres på landets politikere for at få afskaffet sessionslogning og lempet på teleovervågningen af landets borgere.

Opfordringen til politikerne sker blandt andet på baggrund af en EU-dom fra april, som underkender EU's eget logningsdirektiv på grund af manglende respekt for privatlivets fred.

Direktivet implementerede Danmark i 2007 med en ekstra og særskilt dansk sessionslogning over din internet-adfærd ovenpå.

Timingen for denne opfordring til politikerne er ikke helt tilfældig.

For Enhedslisten har indkaldt Retsudvalget på Christiansborg til et samråd i dag mandag, hvor netop den omfattende og måske ulovlige logning er på dagsordenen.

"Vi har at gøre med en bred, bevidstløs registrering af borgernes adfærd. I stedet burde vi kun gribe til tiltag som sessionslogning, hvis man har en mistanke om kriminalitet, og når det strengt nødvendigt," siger teleindustriens direktør, Jakob Willer, til Computerworld.

3.500 milliarder registreringer

Han er medunderskriver på opfordringen om at droppe og/eller lempe logningen fra de mange erhvervs- og forbrugerorganisationer, som blandt andre også tæller Dansk Erhverv, IT-Branchen og Dansk IT.

I organisationernes brev til Retsudvalget skriver de, at der i 2013 blev foretaget 3.500 milliarder registreringer af danskerne, hvoraf mere end 90 procent er sessionlogninger på nettet.

Samtidig slår de på tromme for, at det i dokumentation fra Justitsministeriet og hos politiet fremgår, at sessionslogning kun bliver brugt i ringe grad til efterforskning i konkrete sager.

"I lyset af EU-dommen og i lyset af de omfattende afsløringer af, hvordan personfølsomme oplysninger og digitale registreringer kan misbruges, er tiden inde til at reducere omfanget af registreringer af danske borgeres digitale adfærd og derved beskytte og respektere danske borgeres ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger," lyder det i brevet fra organisationerne.

Organisationerne skriver samtidig, at den særskilte danske sessionslogning som minimum straks bør suspenderes.

Politisk flertal? 
Der er da også flere tegn på, at dagens samråd på Christiansborg kan ende i en afskaffelse af sessionslogning og lempelser af telelogningen.

Først og fremmest skyldes det EU-dommen fra april, som Justitsministeriets jurafolk er ved at granske konsekvenserne af, og som Danmark har overimplementeret med indførelse af sessionslogningen.

Dernæst har NSA-sagerne om total-overvågningens bagside også vakt politisk genklang flere steder på Borgen. Desuden har Nets/Se og Hør-sagen vist, hvor galt det kan gå, når data bliver indsamlet og genbrugt uheldige steder. 

Computerworld har inden samrådet foretaget en rundringning til medlemmer af Retsudvalget for at lodde stemningen.

Derfor bliver der politisk flertal for afskaffelse

Her tegner der sig et billede af, at 88 mandater peger på afskaffelse af sessionslogningen og lempelser på telelogningen.

Det drejer sig om en noget broget flok bestående af Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og partiet Venstre,

Det er ikke nok til et flertal, hvilket som bekendt kræver 90 mandater.

Men her skal det nævnes, at partier som Socialdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og løsgængeren Uffe Elbæk, som tidligere har foreslået dansk asyl til NSA-afhopperen Edvard Snowden, ikke har svaret tilbage på Computerworlds henvendelser.

Kovendinger på stribe

Desuden forholder Konservativt Folkeparti sig åbent for en eventuel afskaffelse eller lempelse af overvågningsreglerne.

"Hvis vi kan forhindre alvorlige forbrydelser som terrorangreb, så skal vi naturligvis bruge logning. Men min holdning er, at der ikke skal være mere overvågning end højst nødvendigt," siger partiets retsordfører til Computerworld.

Også Venstre, som sammen med Konservativt Folkeparti var med til at indføre logningsbekendtgørelsen for syv år siden i VK-regeringen, er nu vendt rundt på en tallerken og taler endnu mere tydeligt:

"Vi er klar til en afskaffelse af sessionslogningen, for det har vist sig, at der ikke er sammenhæng mellem indgrebet i privatlivets fred og de efterforskningsmæssige resultater," siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

"Omkostningerne ved at opretholde logningen kan bruges langt mere fornuftigt - blandt andet ved at ansætte flere betjente," fortsætter Venstres retsordfører.

Torn i øjet på regeringsparti

Hos samrådets initiativtager, Enhedslisten, er tonen også meget direkte.

"Enhedslisten mener på ingen måde at hverken logningen af telefon eller sessionslogning er proportionelt med formålet, og som minimum bør sessionslogning afskaffes," siger partiets retsordfører, Pernille Skipper, til Computerworld.

Samme toner lyder fra SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, som desuden går efter at nedbringe opbevaringen af teledata om danskerne fra det nuværende et år til tre måneder.

I regeringspartiet Radikale Venstre er retsordfører Jeppe Mikkelsen mere forsigtig i mælet.

"Sessionslogningen er en torn i øjet på mig, og jeg håber også på ændringer af ideologiske årsager," siger han og fortsætter:

"Hvad der ellers skal ske med telelogningen, må vi se på, når Justitsministeriet har kigget nærmere på EU-dommen," lyder det fra Jeppe Mikkelsen.

Sidste forår var sessionslogningen til afstemning på Christiansborg, og dengang stemte Dansk Folkeparti og Konservative sammen med regeringen om en bevarelse, men nu ser det altså ud til, at flere partier som Konservative og især Radikale Venstre bevæger sig mod en afskaffelse.

Derudover bakkede Liberal Alliance også dengang op om en afskaffelse. 

Læs også: 
Efter Se og Hør-skandalen: Disse virksomheder ved alt om dig

Logning: Løbet er kørt forlængst - 'de' ved allerede alt om dig




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere