Sony er kommet ud med dette års flagskibstelefon, selskabets Z2, og i samme omgang er japanerne også kommet med dets årlige Z-tablet: Z2 Tablet.
Z2 Tablet er en 4.4.2 Android-tablet med en 10 tommer skærm. Tykkelsen er blot 6,4 millimeter. Endvidere vejer den lille tablet kun 426 gram, hvilket er mindre end Apples iPad Air, der ellers har promoveret sig med at være en af de letteste 10 (eller helt præcist 9,7) tommer tablets på markedet.
Men Z2 Tablet er både tyndere og lettere. Så tynd og let, at selv modellen Twiggy fra 1960'erne ville have set småbuttet ud.
Faktisk så tynd, at den er gået på nogle lidt ærgerlige kompromisser. Kompromisser, som kunne være undgået, hvis den havde haft de ekstra millimeter.
Designmæssigt ligner Sonys tablet sin forgænger Z1, hvis vi ikke medregner den førnævnte tykkelse og vægt.
Og man kan næsten ikke komme med nogen form for kritik mod designet. Med samme designsprog som Sony har brugt til deres Z2 smartphone, som vi tidligere har anmeldt, bliver der holdt et skarpt, minimalistisk look, hvor inspirationen uden tvivl kommer fra Sonys fjernsyn.
Kanterne er ubrudte linjer, hvor alle udgange er gemt under dæksler, som giver tabletten sin IP 58 certificering, så den kan fremstå støv- og vandtæt. På den ene side finder man volume-knapperne og den ikoniske runde tænd-knap.
Foroven har Sony placeret en infrarød sender, så man kan bruge tabletten som universelfjernbetjening, og ved siden af er dækslerne til SD-kort, opladerstik og - hvis den købte model har det - et LTE/3G-korthul.
Dækslerne fungerer fint og virker solide og nemme at åbne og lukke. De er også blevet godt skjult i det stilrene design, og det tog mig et par omdrejninger af tabletten, før jeg overhovedet kunne finde opladningsdækslet første gang.
Under skærmen har Sony placeret en magnetoplader, som fungerer til Sonys stander. Her finder du også data om tabletten, serienummer og det obligatoriske "made in China", men det er skrevet med en sirlig, hvid skrift, hvilket får det til at gå i ét med designet. Smart måde at skjule noget, som normalt gør en tablet grim.
Bagsiden er belagt med en plastikplade, som virker solid og ikke billig, som for eksempel Samsungs tablets godt kan have en tendens til at gøre. Det har en lettere ru overflade, som giver en god, fast fornemmelse, når man står med tabletten i hånden.
Til gengæld er det også en magnet over for beskidte fingre. Jeg havde haft en avis i hånden kort forinden, og efter et par minutters brug af Z2 havde den sorte fingre overalt. Jeg har ikke oplevet noget lignende på andre tablets.
En 10 tommer tablet burde ikke kunne være så tynd, så det er et ingeniørmæssigt imponerende værk, som Sony er kommet med. Den er solid og stabil, men den giver sig en smule, hvis man bare vrider en smule i den. Jeg ville gerne have byttet en millimeter og et par gram for et mere fast design.
Det eneste store minus jeg har på designet, er de gigantiske sorte kanter, som omkranser skærmen. De er simpelthen for store og får skærmen til at ligne en langt "billigere" tablet, end den egentlig er.
Jeg synes ikke, at en skærm skal gå helt ud til kanterne på en tablet, da man så har svært ved at holde den uden at ramme skærmen ved et uheld (iPad Mini har det problem), men Sony kunne uden problemer fjerne halvdelen af kanterne, uden at det ville koste i brugervenlighed.
Omkring skærmen har Sony formået at placere to stereohøjtalere. De spiller en ganske habil lyd, men intet at blive imponeret over. Her ville jeg igen hellere give en millimeter eller to i tykkelsen for et par bedre højtalere.
Dog er det i sig selv et plus, at højtalerne ikke sidder på bagsiden, som det er tilfældet med mange andre Android-tablets.
Tag den med i badet
Z2 Tablet er på samme måde som smartphone-lillebroderen med samme navn vand- og støvtæt. Sony viser selv videoer af en person med en tablet i badekaret, hvilket jeg ikke helt forstår. Tabletten kan fint klare sig i vand, men skærmen fungerer ikke under vand og tager det endda som et input, så billedet kan hoppe rundt.
Praktisk brug eller ej: Tabletten er vandtæt og kan klare en god gennemskylning under vandhanen uden problemer.
Det giver lidt mere mening på Z2-smartphonen, da man oftere har sin telefon fremme i regnvejr for at tage et billede eller tjekke en sms, men bruger du din tablet ved siden af køkkenvasken for at følge en opskrift, er den vandtætte tablet ganske praktisk.
Skærmen
Skærmen i Z2-tabletten er den samme, som sidder i forgængeren Tablet Z: En 10,1 tommer 1920 x 1200.
Dog har Sony gjort en del ved betragtningsvinklerne, som er blevet meget bedre, men det er overraskende, at Sony ikke er gået op til QHD-skærmene (også kaldet 2K), ligesom andre tabletproducenter. Specielt når man tænker på, at Sonys mobile enhed alligevel henter inspiration fra gigantens fjernsyns-afdeling, der allerede nu leverer 4K.
Dermed være ikke sagt, at Z2 har en dårlig skærm. Den giver skarpe og farverige billeder, som dog godt kan blive lidt for farverige. Rød bliver ofte meget rød, men er man til de meget farveglade skærme, som også Samsung har gjort brug af, vil man nok blive tilfreds med Z2.
Tabletten har en pixeltæthed på 224 ppi, hvilket kun er en smule mindre end iPad Airs 264. Den har en længere formfaktor end andre 10 tommer tablets og minder mest af alt om en Surface. Det betyder, at den er genial til at læse hjemmesider på.
Går du efter en tablet specifikt til læsning af bøger, ville jeg dog i stedet købe en mini-tablet med et højt ppi-tal. Du kan læse mere om mini-tablets her.
Performer som en drøm
Tabletten kommer med samme processor som Z2-smartphonen, Snapdragon 801, der er ved at være standard i de fleste high-end tablets og smartphones.
Og der er ikke noget at sætte på ydeevnen på Z2. Samtlige spil og programmer, som jeg kunne fylde på den, afspillede den uden de store problemer. Spil var klare og tydelige og uden den mindste hakken, og programmer åbnede hurtigt og uden venten.
Tabletten har også indbyggede "Floating-apps", som er en gruppe apps, som befinder sig over andre apps som vinduer i Windows.
Det kræver ofte en del at have den form for multitasking kørende, men jeg kunne have en floating Youtube-video til at køre sammen med to forskellige browservinduer og Asphalt 8 til at ligge i baggrunden.
Ikke dårligt, men det er også forventeligt på high-end-markedet. Det er ikke længere noget, som imponerer i den øvre klasse, men noget som skuffer, hvis den ikke kan.
Z2 skuffer på ingen måde, og med et fornuftigt batteri (hvor i alverden de har gemt et batteri i så tynd en tablet, er mig en gåde) har den en batterilevetid på ni timers kontinuerligt brug - det samme om en iPad Air.
Batteriet er væsentligt mindre end det på konkurrerende tablets, såsom Samsungs topmodeller til samme pris, men de kommer til gengæld også med skærme med højere opløsning, hvilket kræver mere strøm.
Til gengæld kommer Z2 ikke udstyret med særlig mange forudinstallerede apps. Det er både en lettelse og en skuffelse. Hvor apps-markedet for smartphones på Android er ved at nå samme kvantitet- og kvalitetsniveau som iOS, er der stadig langt mellem flotte og gode Android-apps.
Mange af de store apps er på Android - bevares - og Google er også blevet væsentligt bedre til at promovere tablet-apps (selv om jeg stadig ikke kan søge udelukkende på tablet-apps ... Vågn nu op, Google!). Derfor kommer mange tabletproducenter ofte med deres egne apps. Nogle gange lykkes det at lave noget rigtig godt og andre gange noget jammerligt juks.
Sony kommer selv med en walkman-app optimeret til tablet, og den fungerer godt som musikafspiller (både visuelt og funktionsmæssigt), men den giver også adgang til Sonys musiktjeneste, hvor man - for et månedligt beløb på 90 kroner - kan streame ubegrænset musik.
Sonys video-app er også ganske godt udarbejdet og giver direkte adgang til Podcasts, hvor blandt andet de fleste af DR's podcasts ligger.
Selve den grafiske overflade på Android, som Sony har installeret, er spartansk. Det fungerer uden at være fyldt op med alverdens ekstramuligheder, og ud over, at det er lidt halvsvært at finde ind til "indstillinger" i forhold til andre Androidmaskiner, så er jeg vild med den. For en gang skyld har jeg ikke lyst til at installere en anden launcher.
Konklusion
Z2 Tablet er en af de absolut bedste tablets på markedet - specielt hvis man gerne vil blive på Android-platformen.
Vi har været efter Android-tablets tidligere på Computerworld, men Sony skal virkelig have ros for selskabets Z2. Den er uhyggelig let og tynd, og den har en smuk og farverig skærm, som nok for nogle er for farverig. Samtidig har den geniale betragtningsvinkler og en helt igennem acceptabel lyd.
Dertil kommer et vandtæt system, som rent faktisk holder, hvad det lover.
Det eneste store minus ved designet er skærmens frustrerende store ramme, som fylder godt 38 procent af fronten. Rammer er nødvendige på en tablet, men kom nu lige Sony...
Z2 har 16/32 gigabyte intern plads, men har mulighed for et ekstra SD-kort, hvilket i mine øjne er et gigantisk plus.
Batteriet holder i et forventet niveau, og softwaren på maskinen er gnidningsfri og flyver bare derudad.
Den er næsten perfekt. Men jeg ville virkelig gerne bytte et par millimeter tykkelse for et bedre batteri og et par bedre højtalere.
Prisen lander på omkring de 3.600 kroner for tabletten uden LTE og godt 4.600 kroner med netforbindelse.
Læs også:
Test af 6 mini-tablets: Sådan vælger du den rigtige