Artikel top billede

Derfor kan roaming-bombe fra telegigant indlede nyt kapløb

Når et af de helt store teleselskaber nu tilbyder roaming-fri data og telefoni for kunderne i 115 lande, er det formentlig blot begyndelsen på et nyt kapløb i telebranchen.

De guldrandede roaming-forretninger for teleselskaberne er på vej til at forsvinde.

I EU-regi arbejdes der eksempelvis på helt at fjerne roaming-afgifterne med virkning fra 1. juli 2014, og nu begynder internationale teleselskaber at forberede sig på en fremtid, hvor roaming slet ikke vil være det, det har været hidtil. 

Fra og med den 20. oktober vil de amerikanske T-Mobile-kunder eksempelvis kunne tage deres smartphones med til i alt 115 lande uden at skulle betale roaming-afgifter.

Samtidig kan man i de samme 115 lande sende gratis beskeder og ringe for 20 cents, omkring en krone, i minuttet.

Derfor gør T-Mobile det

T-Mobiles tiltag skyldes ikke, at selskabet ønsker at at give afkald på roaming-indtjeningen, men snarere at selskabet forsøger at komme konkurrenterne i forkøbet.

"Der er en kontinuerlig jagt i branchen på at finde ud af, hvad der kan blive det næste konkurrenceparameter," siger aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, der beskæftiger sig med telebranchen.

"Jeg er rimelig overbevist om, at teleselskaberne godt ved, at den ekstraordinære indtjening, som man har på roaming, nok har en stakket frist. Derfor er de ved at forberede sig, så de kan være på forkant med tingene og fremstå som et innovativt selskab, der tænker produktet på en ny måde, i stedet for bare at lade det løbe ud."

Flere forretningsmuligheder

Morten Imsgard fortæller, at eksempelvis danske mobiltelefonbrugere har det med at begrænse deres forbrug af data og tele i udlandet på grund af roaming-afgifterne, og at det derfor godt kan give mening for et selskab at sænke priserne på roaming.

"Man kan måske lokke flere penge ud af kunderne ved at justere priserne, fordi man så åbner op for, at det er fint at bruge en smartphone i udlandet."

"Det er mit indtryk, at man stadig har en rimelig fornuftig indtjening fra roaming, men hvis man kan få noget mere forbrug i udlandet ved at sætte priserne ned, så kan det godt være, at det kan balancere det."

Samtidig vurderer aktieanalytikeren fra Sydbank, at teleselskaberne har kig på, hvordan de kan stjæle kundernes opmærksomhed fra konkurrenterne.

"Hvordan kan vi flytte fokus fra de indenlandske mobilpriser, der i forvejen er banket helt i bund, til at skrue nogle abonnementer sammen, hvor vi kan komme med en løsning, som kunderne godt kan se noget værdi i," lyder et eksempel fra Morten Imsgard.

Sådan ser roaming ud om få år

Nyhedsbureauet AP har et interview med T-Mobiles CEO, John Legere, hvor han fortæller, at T-Mobile har råd til det nye roaming-tiltag, fordi selskabet traditionelt ikke har haft de mest rejsende kunder, og derfor heller ikke har haft den største roaming-indtjening.

Morten Imsgard peger da også på, at teleselskaberne ikke er identiske, og at regnestykket derfor også kan se forskelligt ud fra selskab til selskab.

"Der er ikke nødvendigvis en balance i roaming. Man kan forestille sig, at teleoperatører i de sydeuropæiske lande har rigtig mange turister, der roamer på deres net, mens der omvendt ikke er så mange af deres kunder, der er oppe nordpå." 

"Der er en ubalance, så nogle teleselskaber vil bliver hårdere ramt, mens andre går mere fri."

Roaming måske snart fortid

T-Mobiles nye tiltag har visse begrænsninger. Blandt andet er der kun tale om 2G-data, hvilket vil sige GPRS og Edge, men altså ikke 3G og 4G.

Samtidig kan kunderne heller ikke benytte den afgiftsfri roaming på permanent basis ved eksempelvis et længere studieophold i udlandet.

Der er dog næppe tvivl om, at dette kun er et eksempel på en række nye roaming-produkter i teleindustrien.

I EU-regi arbejder kommissæren Neelie Kroes på helt at fjerne roaming-afgifterne med virkning fra 1. juli 2014, så forbrugerne i fremtiden skal betale samme pris for at tale i mobil eller downloade indhold, uanset hvor i EU-området de befinder sig.

Derfor handler det nu for mange teleselskaber om at udnytte en ellers økonomisk trist tendens til at kapre nye kunder - eksempelvis med tiltag som det fra T-Mobile, ligesom vi også ser den spæde start på en ny type produkter hos danske teleselskaber.

"Teleselskaberne rundt omkring i Europa er ved at gennemgå deres forretningsmodeller og finde ud af, hvad der sker, og hvor afhængige man er af det," siger Morten Imsgard fra Sydbank med udgangspunkt i de ændrede roaming-vilkår i vores del af verden. 

Følg @kimstensdal på Twitter

Læs også:

Telegigant dropper dyr roaming på data og tale i 115 lande




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere