Interessen var stor, da Microsoft i sidste uge endelig lancerede et af selskabets mest udbredte produkter - Office med Word, Excel og PowerPoint - til en af de mest udbredte smartphones, Apples iPhone.
Men selvom rigtig mange længe har efterspurgt iOS-versioner af de kendte Microsoft-applikationer, er der her nogle dage efter lanceringen først og fremmest skuffelse at spore.
Tager man eksempelvis et kig på brugeranmeldelserne i den amerikanske del af Apples App Store, hvor Office kan hentes, har de 614 brugerstemmer indtil videre kun honoreret Microsoft-softwaren med to og en halv stjerne ud af fem mulige.
Gider ikke betale for Office
En del af skuffelsen skyldes, at Office til iPhone kun kan benyttes af abonnenter af Microsofts cloud-tjeneste Office 365:
"Jeg har Office 2013 Professional - så selvom jeg har betalt en premium-pris, får jeg besked på at købe et andet abonnement til 99 dollars. Microsoft, jeg heppede i den grad på jer. Det her er bare for ringe," skriver en iPhone-bruger i App Store.
En anden bruger skriver: "Hvorfor skulle man ønske at betale for en letvægts-app, der kun er rigtig effektiv til at se på filer? iWork og Google Docs er en langt bedre løsning."
Selvom der også er brugere, der roser Mirosofts app, er der en generel utilfredshed at spore.
Blandt andet undrer mange sig over, at Microsoft ikke har lanceret en iPad-version, og en del abonnenter på Office 365 forstår ikke, hvorfor den abonnements-løsning, de har, ikke er tilstrækkeligt til at kunnne få adgang til at benytte app'en.
Samtidig er der flere, der peger på, at der er klare funktionsmæssige mangler. Dette kritikpunkt går igen hos flere af de it-medier, der har anmeldt app'en fra Microsoft.
Det siger anmeldelserne
Der er også en række amerikanske tech-medier, der har testet Microsofts nye Office-app.
PC Magazine er mest positiv og giver løsningen karakteren fire og en halv ud af fem mulige. Mediet skriver blandt andet, at det er en rent designet og en relativt avanceret mobil kontorpakke.
"Microsofts Office Mobile til iPhone er hurtig og fungerer godt, men den er ikke så tiltalende som andre, mindre dyre, løsninger, der integrerer med flere apps og services."
Vores kolleger på det amerikanske Infoworld er noget mere barske i dommen og skriver, at Microsoft Office til iPhone er patetisk ringe.
"... men der, hvor Office Mobile virkelig kommer til kort, er i arbejdet med Office-dokumenter. Den kan åbne stort set alle Word-, Excel-, or PowerPoint-filer, men kan ofte ikke redigere dem."
"Med andre ord kan du ikke satse på, at Microsoft Office kan arbejde med Office-filer - der er ikke engang en mulighed for at gemme skrabede versioner af filer, der har et eller andet (aldrig forklaret) kompabilitets-problem. Det er det, der gør Office Mobile patetisk ringe," skriver Infoworld.
Hos Mashable er vurderingen, at Office Mobile til iPhone først og fremmest handler om at sikre, at eksisterende Office-kunder ikke skifter til en af konkurrenterne.
"Men det vil ikke vinde nye virksomheder med den nuværende oplevelse, da konkurrenterne slår Microsoft på funktionalitet."
"Husk dog alligevel på, at Office til iPhone er et 1.0 produkt, og nu hvor Microsoft er helt fordybet i touch-grænseflader, samarbejdsplatforme og skyen, er der masser af potentiale for forbedringer."
Ud over at det altså kræver et abonnement til Office 365 for at kunne bruge iPhone-versionen af Office, så kræver det også version 6.1 af iOS og en iPhone 4 eller nyere.
Computerworld har tidligere bragt en større test af de forskellige kontorpakke-løsninger til smartphones - læs den artikel her.
Se en anmeldelse af Office Mobile til iPhone her:
Læs også: