Aktiviteter i weekenden koster som regel en del penge, men søgegiganten Yahoo må tage rekorden i weekendforbrug.
Virksomheden har nemlig haft den store pung fremme, og har hevet godt 6,4 milliarder danske kroner op af foret for at opkøbe blognetværket Tumblr. Det skriver Reuters.
Ifølge Yahoo er den store fordel ved opkøbet, at sammenlægningen vil skabe mere brugergenereret trafik på begge platforme.
"Tiltrækning af Tumblr's brugere og tilhørende trafik vil betyde øjeblikkelig vækst for os." siger Marissa Mayer, der er Chief Executive hos Yahoo.
Opkøbet betyder, at Yahoo og Tumblr's sammen opnår en brugerdatabase på godt 1 milliard brugere, og det er netop det enorme brugerantal, der skal være med tiltrække annoncører til virksomheden.
Opkøb virker forfejlet
Men Yahoo skal ikke forvente et direkte afkast lige med det samme. Det fortæller de analytikere, som Reuters har kontaktet.
Ifølge analytikerne har Yahoo betalt overpris for en virksomhed, der aldrig har præsteret egentlig profit, og det er derfor svært at se, hvordan opkøbet kan sikre indtægter i de kommende år.
RBC Capital Markets analytikeren Mark Mahaney kalder investeringen "et long-shot".
Investeringen betyder, at Yahoo har brugt godt én femte del af virksomhedens pengetank på 31,1 milliarder danske kroner.
Ifølge Reuters var Tumblr's omsætning for 2012 godt 76 millioner danske kroner, og det undrer derfor analytikerne at Yahoo har været villige til at betale summet 6,4 milliarder danske kroner for blog-netværket.
"Selv hvis omsætning hos Tumblr havde været 100 millioner dollars, betyder det, at Yahoo betaler omkring 10 gange omsætningen," siger Colin Gillis, der er analytiker hos BGC Financial til Reuters.