De fem største filmselskaber har alle henvendt sig til Google for at få fjernet Android-apps med pirat-indhold. Det melder Reuters. Det er typisk apps, som bruger billeder og videoklip fra film som "Hobbitten" eller tv-programmer som "Glee" uden tilladelse.
I takt med at mobile apps har udviklet sig til en stor succes og en god forretning, er problemet med piratkopieret indhold også vokset.
Ifølge BBC viser en undersøgelse, at 90 pct. af alle apps, der er relateret til Oscar-prisuddelingen, bruger copyright-beskyttet materiale uden de nødvendige rettigheder.
Hollywood-industrien finkæmmer nu de forskellige app stores for at finde apps med fotos eller andet materiale fra film og tv. Problemet er særlig stort i Android-butikken, hvor kontrollen er mindre skrap end i Apples App Store.
Det seneste eksempel er en Android-app kaldet "Hobbit 3D Wallpaper HD", hvor man kan vælge billeder fra Tolkien-filmen og bruge dem som baggrund til sin mobil. Der er bare lige det problem, at app-skaberne har glemt at spørge om lov. Filmselskabet kontaktede Google og fik fjernet app'en.
Tidligere har filmselskaber krævet, at Google, Apple og andre skulle fjerne apps med indhold fra film som "Ted", "Spiderman" og "Green Lantern".
Filmforbundet Motion Picture Association of America (MPAA) bruger malware-spøgelset til at skræmme brugerne fra at hente pirat-apps.
"Du kan risikere at blive inficeret med malware, og du får heller ikke det kvalitets-produkt, som du kan forvente fra et voksende antal af legitime kilder," siger en talsmand for forbundet.