Facebook har i dag mere end en milliard brugere og det er meget svært at forestille sig, at det sociale netværk nogensinde kan dø. Men historien viser, at selv de mest populære tjenester på nettet hurtigt kan falde tilbage og forsvinde i glemslen. Et af eksemplerne er Friendster, der blev stiftet i 2002. Det var et år før MySpace og to år før Facebook.
På sit højdepunkt havde Friendster 115 millioner brugere - mange af dem i det sydøstlige Asien - og det sociale netværk blev solgt til et malaysisk selskab i 2009. Men Friendster har klaret sig dårligt i den hårde konkurrence på nettet og i 2011 blev alle brugernes billeder og blogindlæg slettet. I dag lever Friendster videre som en spilplatform.
Nu har forskere fra Swiss Federal Institute of Technology gennemført en form for digital autopsi på Friendster for at finde ud af, hvad der gik galt. Det skriver MIT Technology Review. Det interessante spørgsmål er, om det samme kan ske for Facebook, Twitter og andre sociale netværk, som nyder stor popularitet i dag.
Forskernes centrale konklusion er, at når omkostningerne - altså den tid og energi, der skal investeres - i forbindelse med at være medlem i et socialt netværk er større end fordelene, så er der risiko for, at brugerne flygter i hobetal.
Hvis bare en enkelt person smutter, stiger risikoen for at denne persons venner også forlader netværket, og det kan udløse en lavine-effekt.
Men forskerne konstaterer også, at sociale netværk er stærkere, jo flere venner de enkelte brugere har. Er der mange brugere som kun har et par venner, så kan det gå meget stærkt med at få affolket netværket. Forskerne kalder denne faktor for "k-core distribution".
David Garcia og de andre forskere fra Schweiz henviser til en række design-ændringer og tekniske problemer hos Friendster i 2009, som var med til at accelerere tjenestens død.
Pludselig blev det meget mere besværligt at være bruger på tjenesten samtidig med, at nytteværdien var for lille.
De moderne sociale netværk kan lære meget af de fejl, som Friendster har begået, mener forskerne.
MySpace har haft en lignende skæbne - selvom tjenesten nu er genopstået med Justin Timberlake som frontfigur - og et af de seneste eksempler er Digg, der blev solgt for en slik sidste år.
Mange af de gamle Friendster-brugere skiftede til Facebook i 2009. Men det er ikke utænkeligt, at Facebook en dag vil lide samme skæbne.