EU forlanger nu, at mobiltelefon-producenterne fortsat skal understøtte en fælles standard for opladere. Branchen har indgået en frivillig aftale om en universel oplader baseret på mikro-USB, men den er udløbet i slutningen af 2012. Det kan betyde, at der igen kommer forskellige opladere.
"Hvis producenterne ikke forlænger aftalen inden udgangen af februar, vil EU forpligte dem til at gøre det," siger EU-kommissær Antonio Tajani til det tyske nyhedsmagasin Focus.
Han ønsker, at den universelle oplader også skal kunne bruges til andre former for elektroniske produkter, herunder pc-tilbehør.
De store producenter af mobiltelefoner har underskrevet et såkaldt Memorandum of Understanding tilbage i 2009, hvor de forpligter sig til at bruge den universelle standard, men det er usikkert, om aftalen bliver forlænget. EU er nu klar med et indgreb, hvis det ikke sker.
Beslutningen om at vælge mikro-USB skyldes blandt andet, at næsten alle mobiltelefoner efterhånden har datafunktioner og dermed i forvejen bruger mikro-USB til dataoverførsel mellem telefon og computer.
Branchens egen organisation, GSM Association, har regnet sig frem til, at standby-forbruget kan reduceres med 50 pct., og der kan spares 51.000 tons overflødige opladere ved at indføre en fælles standard.
Det betyder også, at man ikke længere behøver smide sin gamle oplader væk, når man skifter telefon, og nye telefoner kan leveres uden en ny oplader. Det kan også gøre telefonerne lidt billigere.
I teorien er det kun muligt at overføre 2,5 watt med USB 2.0 og omkring det dobbelte med USB 3.0. Det er ikke altid nok. Nogle USB-opladere kommer helt op på 10 watt, men de holder sig ikke til standarden. Derfor kan man ikke være sikker på, at de fungerer med alle telefoner og andre mobile enheder.
Der er også nye standarder som USB Battery Charge og USB Power Delivery, hvor man kommer helt op på 100 watt. Men sidstnævnte findes indtil videre kun som prototyper.