IBM-forskere har fremstillet en chip med mere end 10.000 transistorer baseret på kulstof-nanører (carbon nanotubes) med almindelige produktions-metoder. Dermed har man taget det første skridt på vejen mod kommerciel masseproduktion af kulstof-nanorør.
It-giganten forudsagde allerede for ti år siden, at teknologien ville afløse silicium som hovedkomponent i mikroprocessorer.
Et kulstof-nanorør er en hul streng, der er 100.000 gange tyndere end et menneskehår. Et nanorør måler 1-2 nanometer - milliarddele af en meter - i diameter og har en længde på op til 1 millimeter. Det er 10 gange stærkere end stål.
Den berømte Moore's lov - som siger at antallet af transistorer fordobles hvert andet år - har som bekendt holdt i ganske mange år, men den nuværende CMOS-teknologi (complementary-symmetry metal-oxide-semiconductor) rammer snart nogle fysiske grænser.
Man kan ikke fortsætte med at gøre komponenterne mindre - der er brug for helt nye materialer.
Her er kulstof-nanorør altså et af de bedste bud. Selvom forskerne har fremstillet en chip med over 10.000 transistorer, er der stadig lang vej igen. I en kommerciel processor er der brug for flere milliarder transistorer.
Men IBM mener alligevel, at der er tale om et afgørende gennembrud. Der er dog stadig en række praktiske udfordringer.
Kulstof-nanorør kan både have metalliske og halvledende egenskaber og de skal placeres helt perfekt på chippens overflade for at danne elektroniske kredsløb. For at fremstille en fungerende chip er der kun brug for de halvledende nanorør, og resten skal fjernes.
Den nye teknologi, som IBM har udviklet, betyder, at nanorør kan positioneres meget nøjagtigt på chippen.
Der er ikke sat dato på, hvornår man er klar til kommerciel produktion af nanorør.