Sammen med browserfirmaer og internet-giganter har W3C-konsortiet udarbejdet en slags officiel udvikler-håndbog til nettet. De såkaldte Web Platform Docs skal fungere som en central, browser-uafhængig dokumentation for web-udviklere. Her kan man læse om HTML5, CSS3 og andre funktioner, der understøttes på tværs af browsere.
Indtil videre er der kun tale om en alpha-version, som kan ses på docs.webplatform.org. Det er en wiki, hvor alle kan arbejde med, men der er ansat et hold som skal overvåge og opdatere indholdet.
"Vi har haft brug for et site som Web Platform Docs i årevis. Webudviklere har ofte svært ved at finde fornuftige informationer om alle de nyeste teknologier som de skal kende til; det sparer en masse tid når man kan finde det hele på et enkelt site som du kan stole på," siger Lars Erik Bolstad, der er teknologichef hos det norske browserfirma Opera.
Blandt de firmaer som deltager i projektet er Microsoft, Apple, Facebook, Google, Adobe, HP og Nokia. Mange af dem har leveret indhold til webstedet.
Senere skal platformen udvides med tutorials, hvor man kan lære om webudvikling, og der kommer nye værktøjer, der skal hjælpe med at kode.
"Det skal ikke opfattes sådan, at nettets giganter forsøger at fortælle alle andre hvad de skal gøre. Det er jeres site - jeres wiki, så alle kan tilføje og forbedre eksisterende indhold," siger Operas web-evangelist Chris Mills.
Hele indholdet på Web Platform Docs er gratis og frigivet under en åben Creative Commons licens.