Det norske Folkehelseinstituttet har fremlagt en rapport som frikender mobiltelefoner og andet udstyr med trådløse radioantenner for mistanken om sundhedsfare. Det skriver digi.no.
En ekspertgruppe med medlemmer fra det norske Post- og teletilsyn, Statens stråleværn, Karolinska instituttet og flere andre myndigheder og universiteter har udarbejdet rapporten, som beskæftiger sig med de svage elektromagnetiske felter fra mobiltelefoner og andet sendeudstyr.
Der er ikke fundet videnskabeligt grundlag for at sige, at stråling fra elektromagnetisk udstyr giver helbredsskader. Der er ikke tegn på, at strålingen kan øge risikoen for kræft, nedsætte frugtbarheden hos mænd, skade nervesystemet eller forvolde andre problemer.
De nationale kræftregistre har heller ikke registreret en stigning i antallet af kræfttilfælde efter introduktionen af mobiltelefoner, og der er ingen videnskabelige data, som understøtter påstanden om, at mobilen kan udløse hjernesvulster.
De norske eksperter konkluderer, at grænseværdierne for elektromagnetiske felter i mobiltelefoner og andet udstyr skal være de samme som dem, der anbefales af den internationale kommission for værn mod ikke-ioniserende stråling (ICNIRP).
Grænseværdierne for svage felter ligger 50 gange under det niveau, som kan give opvarmning af menneskeligt væv, eller som kan få nerveceller til at affyre signaler.
Når det gælder el-overfølsomhed, er der heller ikke dokumentation for, at der kan optræde gener i forbindelse med mobiltelefoner.
"Vi har intet grundlag for at sige, at generne er indbildte. Men et stort antal studier tyder på, at symptomerne må have andre årsager end fysisk påvirkning fra svage elektromagnetiske felter i mobiltelefoner, trådløse sendere og andet trådløst udstyr," siger Jan Alexander, der er leder af ekspertgruppen.
Han tilføjer, at patienter med sådanne problemer må tages alvorligt, og efterlyser flere kompetencer i sundhedssystemet til at håndtere denne type sager.
Det fænomen, at huden omkring øret bliver varm, når man snakker længe, skyldes mobilens batteri og ikke det elektromagnetiske felt, forklarer forskerne.
Det konkluderes, at der er meget lille sandsynlighed for, at lang tids brug af mobiltelefoner giver helsericisi, som i dag er ukendte. Men alligevel lyder anbefalingen, at man bør udvise generel forsigtighed og begrænse sin eksponering, eksempelvis ved at bruge et håndfrit sæt.
Pressemeddelelsen og hele rapporten kan downloades her.