Nintendos nyeste spilkonsol, Wii U, kan købes i Europa fra den 30. november. Det fortalte den japanske spilkoncern på et pressemøde torsdag. I modsætning til forgængeren kan den nye konsol vise grafik i Full HD. Men det mest interessante er controlleren, der minder om en lille tablet. Den er udstyret med en 6,2-tommers touchscreen, som dog kun understøtter single- og ikke multi-touch.
Denne Wii U GamePad har også bevægelses-sensorer, NFC-chip, kamera, mikrofon, højtalere, rystefunktion og en fjernbetjenings-funktion til tv. Den er altså proppet med elektronik, og det betyder også at det bliver dyrt, hvis man skal anskaffe en ekstra controller.
Prisen for Wii U i en basispakke med én controller og 8 GB hukommelse forventes at ligge på omkring 3.000 danske kroner, og for hver ekstra controller skal man betale omkring 1.000 kr.
Der kommer også en premium-pakke med 32 GB, ladestation, en sort konsol (den normale udgave er hvid), forskellige spil og ekstra tilbehør til en pris, der er omkring 500 kr. højere end grundpakken.
Nintendo fortæller, at konsollen indeholder en IBM PowerPC-processor med tre kerner og et AMD Radeon-grafikkort. For at få mere lagerplads kan man både anvende SD-kort og tilslutte en ekstern harddisk over USB. Der er WLAN og HDMI (et kabel medfølger i nogle af pakkerne), og spillene kommer på 25 GB Wii U-medier.
I forhold til den nuværende konsol-generation skulle strømforbruget være forholdsvis lavt. Det ligger på 40 watt i gennemsnit, og Nintendo oplyser, at det maksimale strømforbrug er på 75 watt.
Det skal sammenlignes med, at de hurtigste pc-grafikkort alene trækker 250 watt eller mere.
Wii U lanceres sammen med 20 spil, som både kommer fra Nintendo selv og andre udviklere. Der kommer en eShop, hvor man kan hente spil og anden software til konsollen, og Nintendo fortæller, at både Netflix, Amazon og YouTube er i gang med at udvikle programmer til konsollen.
Samtidig er der udviklet et kommunikationssystem kaldet Miiverse, hvor spillere kan chatte med vennerne og vælge en personlig Mii-figur som avatar. Der er også mulighed for videochat med controllerens kamera, og der er indbygget en browser, så man kan surfe både på fjernsynet og GamePad'en.
Næsten alle de gamle Wii-spil og tilbehør til Wii-konsollen - herunder også controllerne - kan også bruges med den nye generation, lover Nintendo.
Der er endnu ikke sat dato på, hvordan konkurrenterne Microsoft og Sony er klar med efterfølgerne til deres aktuelle konsoller Xbox 360 og PlayStation 3.