Efter mange års udvikling har et par svenskere færdiggjort deres bud på en håndholdt spillekonsol:
En lille kugleformet computer, der skal inspirere børn til at bevæge sig via konkurrencer med sig selv eller vennerne (se video nederst). Et apparat i familie med Nintendo Wii, Kinect og Sony Move.
Faktisk er Oriboo ældre end alle dens sammenlignelige apparater. Svenskerne begyndte at udvikle den for otte år siden - før Nintendo Wii var kommet på gaden. Men i mellemtiden er bevægelseskrævende spilleapparater blevet dagligdag. Så kan Oriboo overhovedet finde en plads i markedet?
Oriboo er udformet som en lille bold på en snor, som børnene kan svinge med. "Bolden" har øjne, højttalere og et display, hvilket giver indtryk af, at den er et levende væsen - et kæledyr eller en slags Tamagotchi - frem for blot at være en spillemaskine.
I et typisk spil skal man danse for at optjene penge. Senere kommer der fitness-indhold og andre typer spil.
Kun til piger
Det er ikke kun konsollens udformning, der vækker opsigt.
Markedsføringen og spiltyperne kommer især til at sigte efter piger mellem 8 og 14 år.
En anden legetøjsproducent, LEGO, er tidligere blevet kritiseret for at lave legetøjs-linjer udelukkende til piger. Men den kvindelige målgruppe er tydeligvis ligeglad.
Det bliver spændende at se, hvordan anmeldere og pigerne tager mod Oriboo.
"Piger kan også lide gadgets, men de skal være flotte og seje. Desuden mener vi, at spil til denne målgruppe ikke kun skal indeholde et konkurrenceelement, hvor man samler point. Man skal huske det sociale aspekt, så man kan gøre nogle af tingene sammen med venner og vise sig lidt frem," fortæller skaberne i firmaet Movinto ifølge IT24.se.Ifølge IT24.se er der 1000 maskiner til salg på Oriboos hjemmeside. Firmaet tør ikke sælge i de normale spilbutikker, fordi man er bange for, at man ikke får fat i den kvindelige målgruppe der.
Hvis efterspørgslen er stor og tilbagemeldingerne gode, vil svenskerne gå i gang med en udenlandsk ekspansion. Ikke mindst mod Kina og Japan, der har vist interesse.