Læs også: Kan du blive den nye direktør for Statens It?
Direktør for Statens It fratræder stillingen
47-årige Michael Ørnø er netop blevet udnævnt som ny direktør hos Statens It, der står for it-opgaver for ministerierne.
"Vi er overbevist om, at han vil kunne udvikle Statens It og skabe varige forbedringer i leverancerne fra Statens It i form af høj driftssikkerhed og øget kundetilfredshed', udtaler direktør Niels Gotfredsen fra Moderniseringsstyrelsen, der er formand for Finansministeriets driftledelse, ifølge en meddelelse fra Statens It.
Kommer fra Posten
Michael Ørnø kommer har tidligere været chef for Service & Infrastructure Management i PostNord, der er den koncern, som blev etableret ved sammenlægningen af Post Danmark og Posten AB i 2009.
I den forbindelse har han tidligere været ude med meldinger i pressen, kan du læse her.
Michael Ørnø afløser den konstituerede direktør, Søren Wulff, der tog over efter Lone Strøm blev udnævnt som ny Rigsrevisor.
Michael Ørnø har en HD-uddannelse i Organisation & Ledelse fra Copenhagen Business School.
I arbejdstøjet til august
Han har før stillingen i PostNord blandt andet været it-driftschef i Post Danmark A/S og PBS A/S.
Han tiltræder stillingen 1. august 2012.
Statens It blev oprettet i 2008 med henblik på at høste stordrifsfordele, da it-opgaverne hos landets ministerier og styrelsen skulle samles et sted.
I dag har Statens It over 200 ansatte.