Der har været meget debat omkring ansigtsgenkendelsen på Facebook, hvor man automatisk kan identificere brugerne på billeder og foreslå tags. Teknologien kommer fra firmaer som det israelske Face.com, der har specialiseret sig i billedanalyse.
Nu har Facebook købt Face.com i Tel Aviv, og dermed ser det ud til, at ansigtsgenkendelsen på det sociale netværk bliver udvidet. Ifølge den israelske avis Globes skulle prisen ligge på mere end en halv milliard kroner.
Face.com fortæller selv om nyheden i sin blog og lover samtidig, at man fortsat vil understøtte de udviklere, der bruger selskabets produkter. Men det er næppe sandsynligt, at Facebook vil tillade, at konkurrenter bruger firmaets teknologi.
I april kom Face.com med ny software, som også skulle være i stand til at finde frem til brugerens alder baseret på et ansigtsbillede.
Face.com sælger sin teknologi til internet-firmaer, som kan integrere den i deres egne tjenester og bruge den til at tælle antallet af personer på et billede, finde frem til deres køn eller matche dem til kendte brugere baseret på deres ansigtstræk. Det nye er, at man også kan levere et kvalificeret gæt på alderen.
På dette demonstrations-site kan man uploade sit eget foto og se, hvordan det fungerer.
Teknologien kunne blandt andet bruges til at levere annoncer baseret på brugerens alder. En anden mulighed er videochat-tjenester, hvor man bliver forbundet med en tilfældig chatpartner med samme alder.
Ifølge selskabet er der allerede 45.000 udviklere, som bruger ansigtsgenkendelsen, og Face.com behandler flere milliarder billeder om måneden.
Der er ikke altid, at software kan gætte sig til den rigtige alder. Kendte personer - og især kvinder - ser generelt yngre ud, end de faktisk er. Men formålet er typisk heller ikke at finde frem til den præcise alder, men blot at placere personen i den rigtige aldersgruppe.
Softwaren er også i stand til at levere et gæt på, om personen på billedet er glad, trist, sur eller overrasket.
Foruden Facebook bliver ansigtsgenkendelse også brugt i mange populære programmer som Google's Picasa og Apple's iPhoto.