Læs også:
Ny apps-bølge på vej: Her er den næste generation
ComputerViews: I 2010 blev "app" kåret som årets ord af det amerikanske sprognævn.
På mange måder var det kulminationen på den guldfeber, der siden 2008 havde raset hos it-folket, og den dille, forbrugerne i stor stil havde taget til sig.
Siden er app-hypen blevet erstattet af mere realistiske forventninger:
- App-udviklerne har indset, at det er nemmere sagt end gjort at score kassen, når der findes hundredtusindvis af apps i butikkerne, og de fleste af dem er gratis.
- Forbrugerne har samtidig oplevet, at det faktisk nogle gange er rarere med en browserbaseret løsning på smartphonen, så man ikke hele tiden skal installere og opdatere software.
Nu kommer næste generation
Analysehuset Forrester har netop peget på, at vi nu vil se den næste generation af apps:
"Vi tror, at markedet er klar til anden bølge af forbruger-apps, der er mere personaliserede og kontekst-baserede."
Blandt de app-tendenser, Forrester forventer, er, at den nye generation af apps, vil kunne tilbyde langt mere kontekst-baserede oplevelser, være mere intelligente, og at vi i stigende grad vil få multiplatform-apps og webbaserede løsninger.
Men hvad kendetegner ellers den optimale app i 2012 og fremadrettet?
De bedste apps i dag
Apple kårer hvert år i forbindelse med udvikler-konference WWDC de bedste apps fra selskabets egen applikationsbutik.
2012-konferencen finder sted i næste måned, og på Apples nominerings-side ridser selskabet nogle vigtige karakteristika for moderne apps op:
"Apps, der er indbydende, indtagende, lette at bruge, intuitive og uimodståelige," lyder de generelle ord fra Apples side.
Selskabet peger dog også på eksempelvis system-integration og en god anvendelse af den nyeste hardware som vigtige kendetegn for den perfekte app i 2012.
I forbindelse med Mobile World Congress kårer man også hvert år de bedste apps til smartphones og tablet-pc'er.
I år blev vinderen inden for bedste apps til forbrugere Angry Birds, mens bedste app til virksomheder blev Citrix Receiver.
"Citrix Receiver giver fantastisk adgang til virksomheds-desktoppe og virksomheds-applikationer fra en hvilken som helst enhed, inklusiv de nyeste smartphones og tablets med Android, iOS og BlackBerry," lød forklaringen blandt andet.
Mens man altså hylder de mobil-løsning, der anses som tidens bedste, så er der også fremadrettet flere interessante tendenser at spore.
De bedste apps i fremtiden
Som Forrester påpeger, vil der ske et skift fra apps, der er udviklet til én bestemt platform, til apps, der er udviklet til mange platforme fra starten af, ligesom de webbaserede løsninger går en lys tid i møde.
Det sidste kommer blandt andet til udtryk med det markante fokus på HTML5-løsninger og såkaldt responsive web design, hvor webudviklerne laver sider med flydende bredde og fleksibelt indhold, der tilpasser sig brugernes meget forskellige skærmstørrelser.
Sådan noget som big data, som Forrester også peger på, ser man på forbrugersiden blandt andet med tjenester som Foursquare, der leverer lokationsbaserede tjenester baseret på flere end 15 millioner brugeres 1,5 milliarder "check-ins."
Det her skal udviklerne udnytte
Gartner har vurderet, at der i 2015 vil være blevet hentet flere end 185 milliarder applikationer fra mobile applikationsbutikker siden juli 2008, hvor tendensen for alvor blev skudt i gang med Apples App Store.
Enhver smartphone- eller tablet-ejer har dog formentlig oplevet, at ikke alle apps er af lige høj kvalitet. Kvaliteten og kreativiteten kan forbedres.
Det hardwaremæssige udgangspunkt er i dette forår nået hidtil usete højder med quadcore-smartphones med højopløsnings-skærme og højtydende kameraer.
Men én ting er, at producenterne udnytter Moores lov til at klemme stadig flere hestekræfter ned i de små apparater.
Noget andet er, om software-udviklerne formår at udnytte de nye muligheder, der opstår, til at skabe banebrydende mobile løsninger, der bringer os videre fra første kapitel i historien om den mobile revolution.
Har du et bud på, hvad der kendetegner den optimale mobil-løsning i fremtiden?