Læs også:
CSC fyrer 450 ansatte - Danske ansatte rammes hårdt
Derfor er de næste dage så vigtige for CSC-ansatte
Derfor er CSC nødt til at fyre medarbejdere
Når CSC Danmark i den kommende tid forhandler med fagforbund og medarbejdere om at skære 450 stillinger i Norden, bliver det angiveligt kun datterselskabet CSC Scandihealth som vil gå fri.
Det erfarer Computerworld.
Dermed bliver det ansatte hos CSC Danmark, datterselskaberne CSC Consulting Group og CSC Airline Solutions, der kommer til at trække det korteste strå.
CSC meldte onsdag ud, at firmaet vil forhandle om at skære 450 stillinger i hele Norden, men at det vil gå hårdest ud over afdelingerne i Danmark.
Skærer 350 stillinger i Danmark
Ifølge Computerworlds oplysninger ser det foreløbig ud som om, at nedskæringerne fordeler sig sådan, at der bliver skåret omkring 240 stillinger hos CSC Danmark.
Her er den omdiskuterede tryghedsaftale, der sikrede medarbejderne op mod 22 måneders løn i tilfælde af masseafskedigelser, netop udløbet den 31. marts.
Derfor er det for mange medarbejdere med helt anderledes vilkår i baghånden, at de nu rammes af CSC-planen om at skære 450 stillinger.
Således er realiteten for mange CSC-ansatte et opsigelsesvarsel på funktionærlovens seks måneder plus to ekstra måneder fra overenksomsten.
Fem måneders løn i stedet for 22
Og i stedet for op til 22 måneders fratrædelsesgodtgørelse kan de nu se frem til maksimalt tre funktionærlovs-måneder med løn plus to måneder ekstra fratrædelsesgodtgørelse som følge af overenskomsten.
En del medarbejdere, blandt andet akademiker-organiserede og Prosa-organiserede på fagforbundets sidste CSC-overenskomst hos CSC Airline Solutions, har dog stadig en længere fratrædelsesgodtgørelse som følge af forhandlinger omkring jul.
Skærer datterselskab hårdt
Netop CSC Airline Solutions selskab, der primært betjener udstyr for SAS, står ifølge Computerworlds oplysninger over for en reduktion af antallet af stillinger på 60 som følge af den varslede nedskæring hos it-giganten.
Hos datterselskabet CSC Consulting Group vil CSC angiveligt beskære antallet af jobs med 50 stillinger. Angiveligt vil dette halvere antallet af ansatte.
Med disse tal når CSC op på 350 stillinger i Danmark, et tal der ligger pænt i tråd med firmaets officielle udmelding om at Danmark bliver hårdest ramt af de nordiske reduktioner.
De sidste hundrede stillinger op til firmaets mål om at reducere medarbejderstaben med 450 skal dermed findes i Norge og Sverige.
Forhandler om vilkår fra torsdag
Op mod 3.000 medarbejdere hos CSC i Norden deltog onsdag eftermiddag i et Q&A møde på telefon om CSC's varslede omstruktureringsprogram.
Hvor mange der til maj faktisk modtager et gråt brev om at de slutter hos CSC sidst på året, er der fortsat stor usikkerhed om.
Allerede torsdag starter forhandlinger mellem firmaet, medarbejderne og de forskellige fagforbund, der følger lov om masseafskedigelser.
Her skal vilkårene for afskedigelserne forhandles i flere og flere detaljer i forsøget på at nå et så lille antal egentlige afskedigelser som muligt.
Ifølge Computerworlds oplysninger er det ikke umuligt, at det faktisk kan lykkes firmaet at nå en reduktion på 450 stillinger uden egentlige fyringer.
Det skyldes at mange medarbejdere hos CSC har en så høj anciennitet, at de har mulighed for at lade sig pensionere eller gå på efterløn, hvis de finder vilkårene atraktive.
Taber kunder
Det er ikke kun i Norden at CSC skærer antallet af medarbejdere. I England har it-giganten for nyligt varslet omkring 500 afskedigelser som følge af tvisten om det omdiskuterede EPJ-projekt på sygehusområdet til mange milliarder kroner.
CSC har tidligere på dagen oplyst, at det er et ændret marked, der er årsag til beslutningen om at skære ned på medarbejderstaben.
Firmaet afviste samtidig, at beslutningen har relation til tabet af Polsag, som justitsministeriet droppede i februar.
CSC har også netop sagt farvel til 300 medarbejdere, som er blevet overdraget til konkurrenten Tata TCS i forbindelse med tabet af TDC, der var CSC's største private kunde.
Senere på måneden flytter mediegiganten Berlingske fra CSC i forbindelse med et leverandørskifte, mens ISS skifter CSC ud til Juni. I forvejen har SAS planlagt at forlade CSC fra 2014.
Hertil kommer slagsmålet med Skat om et forsinket opkrævningssystem ved navn Debitormotor, hvor Skat senest har sendt CSC på prøve.
Læs også:
CSC fyrer 450 ansatte - Danske ansatte rammes hårdt