Apple bygger et gigantisk solkraftværk på et område på 70 hektar i nærheden af et af sine store datacentre i byen Maiden i North Carolina. Facebook har også installeret solpaneler ved sit nye datacenter i Prineville, Oregon. Men der er måske snarere tale om et pr-stunt end et seriøst forsøg på at skaffe grøn energi.
Det mener Amazons datacenter-guru James Hamilton, der også tidligere har været datacenter-arkitekt hos Microsoft.
"Jeg kan ikke få tallene til at hænge sammen og jeg spørger mig selv om disse store solanlæg i virkeligheden er noget, der ligger mellem en dårlig ide og ren marketing, hvor effekten på miljøet er rent optisk," skriver han i sin blog.
Det er en kendt sag at datacentre sluger meget strøm og det udgør en stor del af prisen for at holde et datacenter kørende. James Hamilton har regnet sig frem til, at Apples solanlæg kun er i stand til at levere fire procent af den energi, som datacenteret behøver - selvom det altså fylder et enormt areal.
Det ser endnu værre ud med Facebooks solpaneler, som skulle være i stand til at producere 100 kilowatt - men Hamilton mener at det faktiske tal snarere er 13,75 kilowatt. Det er kun 0,055 pct. af den totale energi, som datacenteret behøver.
"Det kan måske holde belysningen i datacenteret kørende men det har næsten ingen målelig effekt på det totale energiforbrug," skriver han.
En talsmand for Facebook bekræfter da også overfor Wired, at solenergien faktisk bruges til belysningen - og ikke meget andet. Her betegner man anlægget som et eksperiment.
Hvis man skal bygge et solkraftværk som kan forsyne et helt datacenter med energi, så vil det kræve et enormt areal som er mange gange større end datacenteret, konstaterer Hamilton.
Han mener at det er bedre at investere i nye køleteknologier og energieffektive servere og storage-anlæg for at reducere strømforbruget og dermed miljøbelastningen.