Læs også:
SAP-topchef: Her er vores tre store satsninger
Sådan vinder du over SAP ved forhandlingsbordet
Europas største software-virksomhed, SAP AG, tager for alvor kampen op mod en af USA's største it-selskaber, Oracle, på databasemarkedet.
Det siger det tyske it-selskab i hvert fald selv, når det i næste måned på en konference i San Francisco - blot en halv times kørsel fra Oracles domicil i Redwood - vil løfte sløret for, hvordan SAP skal kæmpe med helt fremme i frontlinjen på databasemarkedet med salgstal i den tunge milliardklasse.
"SAP vil afsløre selskabets unified data management portfolio og demonstrere, hvordan vi vil blive en førende database-leverandør," lyder det i en pressemeddelelse fra SAP om den kommende konference ifølge Reuters.
Partnere og konkurrenter
Selvom 34 milliarder kroner opkøbet i 2010 af verdens fjerdestørste database-selskab, Sybase, givetvis bliver en af hjørnestenene i database-satsningen, er Sybases direktør John Chen ikke blandt talerne på SAP-konferencen.
Heller ikke selv om SAP trods skarp fokus på at videreudvikle Sybase-softwaren til mobile enheder endnu ikke for alvor har vist, hvordan det vil integrere Sybases database-software med sine andre produkter.
Når og hvis SAP smider en database-bombe ud på markedet om en måneds tid, vil det tyske it-selskab samtidig gå i skarp konkurrence med to af sine tætteste salgspartnere, IBM og Microsoft, der ligger henholdsvis nummer to og tre efter Oracle på listen over de største database-selskaber.
IBM og Microsoft har overfor Reuters ikke ønsket at kommentere på, hvordan SAP's mere aggressive database-strategi vil få indflydelse på deres fremtidige samarbejde.
Taler om mobility
Udover fokus rettet skarpt mod database-markedet vil SAP på konferencen i San Francisco også tale om mobility.
Det er et emne, som SAP's danske topdirektør Jim Hagemann Snabe flere gange velvilligt har fortalt vidt og bredt om.
Senest gik han på scenen på SAP's store europæiske konference Sapphire med 10.000 tilhørere i Madrid og udstak tre retningslinjer for SAP i de kommende år, hvoraf mobilitet var et af dem.
SAP's tre storsatsninger kan du læse mere om her.