Skype-stifteren Niklas Zennström har gennem sit investeringsfirma Atomico skudt penge i det nystartede FreedomPop, der lover gratis telefoni, sms og 4G-bredbånd, som ComON kunne fortælle i december. Det lyder for godt til at være sandt, men nu er FreedomPop kommet et stort skridt tættere på realisere sine planer.
FreedomPop havde planer om at bruge 4G-nettet hos det amerikanske selskab LightSquared, men dette net er ikke klar endnu - og LightSquared har problemer med at få de nødvendige tilladelser, fordi der er interferens med GPS-signaler.
Nu har FreedomPop fundet en ny partner, den amerikanske teleoperatør Clearwire. I modsætning til LightSquared er den nye partner Clearwire allerede aktiv og har et eksisterende og fungerende mobilnet.
FreedomPop betaler et beløb i ukendt størrelse til Clearwire for at bruge nettet.
Det ser ud til at selskabet skal tjene ved at tilbyde forskellige premium-tjenester. Basistjenesten er gratis og kan bruges af alle i USA. Men brugeren skal betale et engangsbeløb for en USB-stick, router eller andet apparat, der bruges til at koble sig på nettet.
Selskabet forventer at 10-15 procent af brugerne vil betale for at få premium-adgang - her er der formentlig tale om en højere hastighed.
Clearwire dækker dog ikke hele USA med sit net, så FreedomPop har stadig brug for at finde flere partnere.