Et internationalt forskerhold har demonstreret en ny metode til magnetisk datalagring som bruger varme til at gemme informationerne på lagermediet. Det skulle være flere hundrede gange hurtigere end dagens harddiske, fortæller University of York.
"I stedet for at benytte et magnetfelt til at lagre informationer på et magnetisk medie, har vi udnyttet meget stærkere interne kræfter og gemt informationer kun med varme. Denne revolutionære metode gør det muligt at gemme terabyte i sekundet, hundreder af gange hurtigere end den nuværende harddisk-teknologi. Eftersom der ikke er brug for et magnetfelt, er der heller ikke noget energiforbrug," forklarer fysikeren Thomas Ostler.
Det eksperimentelle arbejde med den nye teknologi er udført i Rusland, Holland og Schweiz. Forskerne mener selv at der er tale om et betydeligt gennembrud.
"I århundrede har man troet at varme kun kan ødelægge den magnetiske struktur. Nu har vi demonstreret at det faktisk kan bruges til at gemme information på et magnetisk medie," siger Alexy Kimel fra Radboud-universitetet i Holland.
Den magnetiske lagringsteknologi bygger på princippet om, at magneter tiltrækker og frastøder hinanden - alt efter deres magnetiske orientering. For at gemme en bit skal man ændre magnetens orientering, og det sker normalt ved at bruge et eksternt magnetfelt. Nu har forskerne så demonstreret, at det kan gøres med en meget kort varmeimpuls.