Det er nemt at uploade billeder til Facebook - men det er meget, meget svært at slette dem igen.
Du kan ganske vist slette billedet fra din profil. Men det ligger stadig på Facebooks servere og hvis du har et direkte link til billedet kan du stadig hente det frem - selv flere år efter sletningen.
Det er selvfølgelig uheldigt, hvis du forsøger at glemme et pinligt partybillede eller en anden situation, som ikke skal deles med resten af verden på Facebook.
Ars Technica skrev om problemet allerede for tre år siden og dengang fortalte Facebook, at man havde instrueret sin CDN (content delivery network) partner til at forkorte det tidsrum hvor backup-kopier bliver gemt.
Men der er ikke sket meget. De slettede billeder ligger fortsat på Facebook i flere år.
En læser fortæller om et billede af en nøgen baby, der blev slettet i maj 2008.
Facebook: Vi tager hånd om det
Men i skrivende stund ligger billedet stadig på Facebook.
Ars Technica har samlet flere andre historier om billeder, der er slettet i 2009 og 2010 - men altså stadig ligger online.
Nu lover Facebook igen, at man vil tage hånd om problemet - denne gang med et helt nyt system til håndtering af billeder.
"De systemer som vi brugte til at gemme billeder for et par år siden slettede ikke altid billederne fra vores content delivery networks inden for et rimeligt tidsrum, selvom de blev fjernet fra sitet med det samme," skriver Facebook-talsmand Frederic Wolens i en e-mail.
Billederne hænger altså fast i et gammelt system, lyder forklaringen.
I det nye system bliver billederne slettet inden for 45 dage, lover firmaet.
Kun en lille procentdel af billederne ligger stadig i det gamle system, og de skulle være slettet inden for en måned eller to.
Nu vil det så vise sig, om Facebook kan overholde sit løfte denne gang.
Indtil da er det bedste råd at tænke sig godt om inden man uploader billeder - for det kan være vanskeligt at få dem fjernet igen.