Efter to år med konstant røde tal på bundlinien er det for første gang lykkedes joint venture-selskabet Sony Ericsson at få overskud.
Specielt salget af nye kameratelefon-modeller skæpper godt i kassen hos det japansk-svenske selskab.
Efterspørgslen efter de nye, pristunge, telefoner har fået kvartalsomsætningen hos Sony Ericsson til at stige med 50 procent på et år.
Det sikrede selskabet et kvartalsoverskud på 460 millioner kroner ud af en omsætning på 9,7 milliarder kroner.
Samlet set blev der langet 7,1 millioner af selskabets telefoner over diskene i tredje kvartal 2003, der sluttede med udgangen af september, hvilket er 400.000 flere end kvartalet før.
Selskabets ledelse vurderer, at både antallet af solgte enheder og den samlede omsætning vil stige yderligere i fjerde kvartal.
Men introduktionen af nye lavpris-modeller vil gå ud over profitabiliteten i indeværende kvartal, spår ledelsen i Sony Ericsson.
I de foregående kvartaler har selskabet brugt mange penge på at tilpasse den to år gamle organisation, hvilket har påvirket resultatet for andet kvartal 2003 negativt med 431 millioner kroner.
Men selv uden omkostningerne til fyringer fik selskabet et underskud på 222 millioner kroner ved indgangen til tredje kvartal.