En gammel antagelse ser nu ud til at være bekræftet.
Når du skal have en fod indenfor hos en virksomhed, er det betydeligt mere effektivt at tage kontakt til en, som du allerede kender i virksomheden.
Skriver du til en god bekendt, kan du nemlig forvente at få svar inden for syv timer, mens et svar fra en kollega eller forretningsforbindelse typisk er 11 timers undervejs.
Sender du derimod til en mail til en person, som du ikke kender i forvejen, går der i gennemsnit hele 50 timer, før der bliver svaret på mailen.
Det viser en ny undersøgelse fra det amerikanske universitet Northwestern University.
Har undersøgt 1,5 millioner mails
De to forskere bag undersøgelsen Brian Uzzi and Stefan Wuchty har ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal haft adgang til både en oversigt over de personlige relationer hos 1.052 ansatte i en amerikansk virksomhed, og samtidig haft adgang til alle medarbejdernes mails i en seks måneder lang periode.
I alt drejer det sig om cirka 1,5 millioner e-mails.
På baggrund af de data har forskerne lavet en formel, som de hævder kan forudse det sociale forhold mellem en mails afsender og modtager udelukkende på baggrund af data om selve e-mailudvekslingen.
"Vi behøver slet ikke at læse mail-indholdet. Alene svar-hastigheden er mere end nok," siger Brian Uzzi, den ene af forskerne, til Wall Street Journal.
Flest mails fra fremmede
På trods af, at vi er hurtigst til at svare folk, som vi kender, viser undersøgelsen, at langt de fleste af de mails, som vi modtager, kommer fra personer, som vi aldrig har mødt.
E-mailens fremkomst har gjort det lettere for os at tage kontakt til folk uden for vores netværk, og det benytter mange mennesker sig nu af.
"Det er mennesker, som vi med stor sandsynlighed aldrig vil tale med i telefonen, og du vil sandsynligvis heller aldrig støde ind i dem nede på gaden. Men e-mail har gjort det muligt for os at kommunikere med dem på alle tider af døgnet," siger Brian Muzzi.