Så er der kommet endnu en streamingtjeneste til Danmark.
Britiske Rara.com åbner globalt i dag. En streamingtjeneste der koster et månedligt beløb på mellem 50 og 100 kroner.
Med WiMP, TDC Play og Spotify lanceret på det danske marked kunne man med rette spørge, hvordan Rara vil konkurrere.
Men tjenesten forestiller sig slet ikke, at den skal ud og kæmpe med WiMP og Spotify om kunderne. For firmaet vil ikke kæmpe om de web-vante og unge brugere. Rara er målrettet den ikke-tekniske bruger, der ikke er vant til at anvende online-musiktjenester. Det betyder dog ikke, at man kun kan finde Shu-bi-dua og Kandis i spillelisterne.
Men det kan blandt andet ses i tjenestens tydelige prioritering af såkaldte "stemninger". Det er muligt at vælge sange fra et stort bibliotek af 10 millioner numre, men hvis man bare vil have noget lyd i højttaleren kan man vælge en "stemning", der er en prædefineret radiokanal efter genre eller stemning.
Partnerskab med HP
Firmaet har lavet partnerskab med HP, så der som standard er links til tjenesten i de millioner af computere og laptops, som HP sælger.
Tjenesten er browserbaseret og bygger i Flash. Det vil sige, at tjenesten som udgangspunkt skærer de mange brugere væk, der bruger iPhones eller andre telefoner uden Flash-understøttelse, så den fungerer bedst på computere.
Men der er planlagt mobile udgaver, så man også ville kunne bruge den på for eksempel iPad.
Der er introduktionstilbud i øjeblikket, men ellers er Rara prissat til 49,99 kroner om måneden for en standardudgave. Det koster 100 kroner om måneden, hvis man også vil have mulighed for at lytte på mobiltelefoner.
Rara.com er ud over Danmark lanceret i 15 lande: USA, UK, Irland, Frankrig, Italien, Tyskland, Spanien, Østrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Schweiz, Sverige, Norge og Finland. I 2012 skal 40 lande være på listen.
Rara.com er ejet af Rara Media Group, som er oprettet af Omnifone, der sælger musikløsninger til virksomheder. For eksempel MusikStation, som HP også har solgt sammen med sine computere.