Artikel top billede

Google har scannet efter trådløse netværk med sine Street View-biler.

Sådan fjerner du dit WLAN fra Googles databaser

Her er opskriften på, hvordan du kan undgå at få dit trådløse netværk registreret hos Google.

Google har tidligere lovet at ejere af trådløse netværk selv kan vælge, om de vil registreres i firmaets databaser. Nu fortæller Google hvad man skal gøre for at sikre, at et WLAN ikke bliver registreret.

Den såkaldte Google Location Server indeholder kun oplysninger om trådløse netværk og ikke om personer, understreger Google. Men alligevel har de europæiske myndigheder presset på for at få en opt-out-ordning. Denne kommer nu til at gælde globalt.

Google fortæller om proceduren i dette blogindlæg og i en Help Center-artikel, hvor man også finder detaljerede tekniske instruktioner til, hvad der skal gøres helt konkret.

Det er meget simpelt. Google kræver blot at man skal ændre netværkets navn (SSID) så det slutter med "_nomap". Hvis navnet er "network", skal det altså ændres til "network_nomap".

Herefter vil Google så undlade at registrere oplysninger om det pågældende netværk. Google håber at andre udbydere, der indsamler lokationsdata, også vil genkende og bruge denne nomap-tag. Men indtil videre er det kun Google, der bruger den.

Tegner et verdenskort med Wi-Fi

Både Google, Microsoft og Apple har samlet data om trådløse netværk i stor stil igennem de seneste år. Den omfattende dataindsamling har bragt selskaberne på kollisionskurs med myndighederne i flere lande. Disse data skal bruges til at lokalisere brugerne og fungerer som et slags alternativ til GPS. De store internet-firmaer "tegner" et kort over verden med alle kendte trådløse netværk - og kan så finde din position ved at kigge efter, hvilke trådløse netværk der findes i nærheden.

Tilbage i april sidste år blev det afsløret, at Google har samlet oplysninger om trådløse netværk med sine Street View-biler. Google har sendt bilerne rundt i mange byer verden over - også i Danmark - for at fotografere huse på gadeplan. I 2010 blev det så afsløret, at bilerne er udstyret med en Wi-Fi-scanner.

Google har registreret trådløse netværk og i nogle tilfælde også opfanget trafik fra ukrypterede netværk - hvilket blandt andet førte til, at Google fik en rekordbøde af det franske datatilsyn i foråret. I flere lande er der indledt undersøgelser mod Google. I Danmark har Datatilsynet kun bedt Google om at slette de indsamlede data.
 
I juli kom det så frem, at Google ikke kun har samlet oplysninger om de trådløse basestationer (access points), men også om klienterne i de enkelte netværk. Google ligger altså inde med oplysninger om millioner af computere, mobiltelefoner og andre enheder, der har været koblet til de pågældende trådløse netværk hvor Street View-bilerne har passeret forbi.

Apple scanner med iPhone

 
Konkurrenten Apple bruger allerede sine iPhone som en slags mobil Wi-Fi-scanner, der samler informationer om trådløse netværk i nærheden og sender disse data tilbage til Apple. På dén måde kan Apple opbygge en gigantisk database over Wi-Fi adgangspunkter, der kan bruges til at give mere præcis lokalisering af brugerne.
 
Det er ikke kun mobiltelefoner, der indsamler data. Apple samler også informationer om Wi-Fi-netværk i nærheden, når brugeren af en Mac-computer foretager en handling, hvor der er brug for lokationsdata - altså f.eks. beder om, at tidszonen bliver indstillet automatisk. I disse tilfælde vil computeren også scanne efter trådløse netværk og sende informationer om de netværk, der er fundet, tilbage til Apples database.
 
Google bruger muligvis allerede Android, Chrome og anden software til at indsamle de samme data. Det fremgår af selskabets privacy policy for mobile enheder, at der kan blive sendt lokationsdata til Google.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Bliv klogere på de digitale transformationer hos Danmarks største virksomheder

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere