Android-mobilerne får sig en konkurrent, når Linux-distributionen Ubuntu inden længe bliver styresystem i både smartphones, tabletter og smart-tv.
Ifølge Zdnet vil Canonical-stifteren Mark Shuttleworth på den kommende Ubuntu Developer Summit i solskinsstaten Californien offentliggøre, at vi inden længe skal se Ubuntu Linux konkurrere med Android, iOS, og Windows på tablets og smartphones.
Berøringsfølsom og ARM CPU
Planen er på kort sigt at gøre Ubuntu 12.03 så stabil som mulig, give Unity-brugerfladen en sidste opdatering, og så vil Canonical ellers gå efter at udvikle den pænt udbredte Linux-distribution til alle slags enheder optimeret til ARM-processoren og berøringsfølsom skærm.
"Tag ikke fejl. Præcis som verden ændrer sig for producenterne, så ændrer den sig også for Linux-distributionerne. I dag kobler 70 procent af alle i Ægypten sig til internettet ved hjælp af telefonen, og selv i USA er tallet oppe på 25 procent," siger Mark Shuttleworth til Zdnet.
Den store konkurrent er i Shuttleworths verdensbillede Android, men Googles overtagelse af Motorola Mobility har rystet hardwareproducenterne nok til, at nogle af dem er begyndt at se sig om efter ikke-Android alternativer.
Klar i april 2014
Ubuntu har været i dialog med hardwareproducenter gennem halvandet år, men ikke truffet nogle aftaler. Og ligesom med Windows 8 så skal man ikke forvente at se en køreklar multi-device Ubuntu i den nærmeste fremtid.
Selv forventer Shuttleworth at en færdigbagt Ubuntu til alle gadgets er klar i april 2014, men indtil videre er der ikke skrevet så meget som én linje kode.