Det er ikke farligt at tale i mobiltelefon. Så kort og kontant er beskeden fra Kræftens Bekæmpelse, der har gennemført den hidtil største undersøgelse i verden af mobiltelefon-brugere. Forskere fra Kræftens Bekæmpelse har fulgt 420.000 danske langtidsbrugere af mobiltelefoner gennem de seneste 30 år, og der ses ingen øget risiko for, at man udvikler kræft i hjernen. Det fremgår af undersøgelsen, der netop er offentliggjort i British Medical Journal.
"Det er den største undersøgelse, der nogensinde er lavet af sin art og med den længste opfølgning. Konklusionen er klar: Brug af mobiltelefoner øger ikke risikoen for kræft i hjernen," siger forskningschef Jørgen H. Olsen fra Kræftens Bekæmpelse.
I undersøgelsen har man delt befolkningen i to grupper. Den ene gruppe er de 420.000 danskere, der tilbage i starten af 1980'erne anskaffede sig en mobiltelefon - såkaldte langtidsbrugere. Og den anden gruppe - resten af befolkningen.
I begge grupper har man fulgt kræftudviklingen. Her har man altså ikke været i stand til at påvise en forbindelse mellem kræft i hjernen og langtidsbrug af mobiltelefoner.
Forskerne har koblet de social-økonomiske oplysninger, der findes på os hver især, og som vil kunne have indflydelse på kræftmønsteret.
"Vi kender ikke årsagen, men kræft i hjernen forekommer hyppigere hos de bedre stillede. Og det var jo eksempelvis sådan, at tilbage i starten af 1980'erne var en mobiltelefon temmelig dyr. De første mobiltelefonbrugere var derfor de højt uddannede, fordi de havde råd til at købe en telefon. I dag er mobiltelefonen hver mands eje, og vi kan derfor ikke skele til hverken sociale eller økonomiske forhold," siger Jørgen H. Olsen.
Der ses dog en let øget risiko for en bestemt form for hjernekræft - gliom, som er en hjernetumor, der sidder inde i selve hjernen. Man ser risikoen blandt korttidsbrugere af mobiltelefoner - et til fire års brug. Risikoen ses blandt mænd - ikke hos kvinder.
"Risikoen er statistisk set ikke holdbar, og vi kan derved ikke konkludere en evt. øget risiko," siger Jørgen H. Olsen.
Han tilføjer at der fortsat er behov for flere undersøgelser. Dels ændrer teknologien sig, og det betyder at udsættelsen for elektromagnetiske felter er lavere ved de mobiltelefoner, der findes i dag, end de telefoner, man brugte for 10-15 år siden. Samtidig har brugen af telefoner også ændret sig.
"I 2010 var der flere end fem milliarder abonnenter. Forbrugsmønstrene ændrer sig hele tiden, hvilket betyder, at flere og flere mennesker vil blive udsat for mere radiofrekvent og elektromagnetisk stråling i længere og længere tid. Der er der behov for mere forskning, og der er nye danske og udenlandske undersøgelser på vej," fastslår forskningschefen.
Hos Kræftens Bekæmpelse holder man dog stadig fast i forsigtighedsprincippet og anbefaler at børn og voksne bør anvende de såkaldte håndfri sæt, når man snakker i mobiltelefon, fordi det reducerer påvirkningen fra de elektromagnetiske felter omkring mobiltelefonen.