I øjeblikket forhandler Apple om at få de nødvendige rettigheder til at tilbyde musik internationalt gennem sin iCloud-tjeneste. Det melder CNET.
Hvis forhandlingerne falder på plads i sidste øjeblik, kan den internationale lancering ske allerede på tirsdagens pressemøde i Apples hovedkvarter i Cupertino, hvor den nye iPhone 5 bliver præsenteret.
Flere kilder siger til CNET, at Apple er tæt på at indgå en aftale, men underskriften mangler stadig på papiret.
Den cloud-baserede storage-tjeneste iCloud blev annonceret i juni. Her er der blandt andet mulighed for at lytte til hele sin musiksamling fra skyen uden at skulle uploade filerne først. Men det gælder indtil videre kun i USA.
Tidligere har der været rygter om, at tjenesten først bliver lanceret til næste år i resten af verden. Det bliver sammenlignet med iTunes, som også i første omgang kun blev lanceret i USA og senere kom til andre lande.
Med iTunes in the Cloud kan man downloade alle sange, der er købt i iTunes til alle iOS-enheder, og samtidig kan man bruge en tjeneste kaldet iTunes Match, hvor man kan overføre hele sit lokale musikbibliotek til skyen.
Det er altså ikke nødvendigt at uploade filerne - iTunes Match prøver automatisk at finde de pågældende musikstykker blandt de 18 millioner sange i iTunes Store og erstatter så den lokale fil med en 256-kbps AAC DRM-fri kopi, som man kan høre på alle enheder.
Google og Amazon kræver, at brugeren selv skal uploade sin musik først og forsøger dermed at undgå at komme på kollisionskurs med musikindustrien.
Men Apple har valgt en model, som kræver, at man forhandler rettighederne på plads med branchen, og det har muligvis forsinket udrulningen af tjenesten.
En anden cloud-tjeneste, der bruger en lignende model, MP3Tunes, har dog netop vundet en principiel sejr ved en domstol i USA, og det kan gøre det lettere for Apple at lancere iTunes Match.