»Det er klart, at når man har drevet en virksomhed i tolv år, så er dagen i dag speciel.«
Sådan lyder ordene fra Midtdatas stifter Allan Carøe Sørensen, der netop har overdraget Viborg-forhandlerens aktiver til konkurrenten Proshop som følge af den skærpede konkurrence på onlinemarkedet.
Dermed er den sidste store onlineforhandler fra Viborg en saga blot.
»Vi har været presset længe, og vi kunne bare konstatere, at sandsynligheden for, at vi ville vende tilbage til fordums storhedstider ikke var særlig stor. Da vi fik et tilbud fra Proshop, så vi det som den bedste løsning,« siger Allan Carøe Sørensen og tilføjer, at virksomheden ikke efterlader nogen leverandørgæld, da forhandlerens bank i forbindelse med en tidligere omstrukturering overtog garantien.
Allan Carøe Sørensen, der oprindelig er uddannet datamekaniker, går nu med planer om at fortsætte karrieren som konsulent i it-branchen.