I efterdønningen af krisen og producenter, der skriger CLOUD så højt, at man ikke kan høre andet, virker det som om, at hele branchen er truet af undergang.
Men som de forhandlere og distributører jeg taler med, siger: »Vores rolle har jo altid været under pres.«
»Vi har altid måtte søge nye måder at drive forretning på. Sådan er branchen jo,« som en forhandler udtrykker det.
Distributørerne tror på, at selv med cloud-applikationer vil der være bruge for distribution ud mod kanalen. Også forhandlerne er bevidste om, at deres rolle er under forandring. Ligesom dem tror jeg pragmatisk på, at det nok ender med en hybrid-model, der blander cloud og smart devices med mere traditionelle løsninger.
Den størte udfordring ligger i virkeligheden hos producenterne, der virker mindre afklaret om deres roller.
Især når det gælder cloud ligger meget fokus på selve fænomenet. Det virker næsten som om, de har glemt, hvad kunderne skal bruge det til. Alle råber: »vi kan cloud.« Men hvad er cloud? Dybest set er det budskab tomt og ligeså meningsfyldt, som hvis bilproducenter gav sig til at køre store kampagner, hvor hovedbudskabet var, at deres biler kan køre på vejen.
Producenterne synes i øjeblikket alt for fokuserede på deres datafabrikker og teknologi. De glemmer, at forholde sig til, hvad kunderne har brug for, og at kanalen er en ressource i forhold til det. For at vende hyppigt brugte producent-ord mod producentleddet selv: Så glemmer producenterne i høj grad at tale om løsninger, men taler i stedet om teknologi.
Det ser jeg i virkeligheden som kanalens største problem lige nu.