De to tidligere stiftere af Spring Consulting, Claus Hornbæk Nielsen og Lars Rossau har valgt at sige farvel til direktørposterne i norske EDB Business Partner, der for nylig blev fusioneret med Ergogroup.
I stedet starter de SAP-konsulenthuset Saphira Consulting op og søger dermed tilbage til udgangspunktet.
»Da vi i sin tid startede Spring Consulting op var ideen et skabe et hus, der udelukkende fokuserede på SAP. Det er det, vi tænder på. Hos EDB Business Partner var strategien at køre det hele sammen til et stort hus og jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, om det var det, jeg ville,« siger Claus Nielsen, der har lært af erfaring, at SAP-konsulenter trives bedst med udelukkende at fokusere på SAP.
»SAP-konsulenter er kendetegnet ved, at jo færre regler, der er, jo mere disciplinerede er de,« siger den nye Saphira-direktør, der efter sidste arbejdsdag hos EDB Business Partner i går nu går på jagt efter 25-30 SAP-konsulenter og nye kunder.
Men med et stort netværk i branchen forventer han ikke, at det bliver et problem.
Strategien er kort fortalt at tilbyde SAP-løsningerne billigere end de lokale konkurrenter.
»Vi tror, vi kan være med til at sænke omkostningerne. En typisk kunde i dag bruger leverandørens konsulenter, der typisk koster 1000-1200 kroner i timen. Men meget af SAP-arbejdet kan løses langt væk fra til helt andre timepriser. Vores strategi er derfor at benytte os af underleverandører kombineret med vores lokale tilstedeværelse,« siger Claus Hornbæk Nielsen.
Han fortæller, at Saphira Consulting allerede har lavet en aftale med Fujitsu, der har 1500 SAP-konsulenter over hele kloden.