Hos Columbus IT er der fuld tilfredshed over finansåret 2007.
Især set i lyset af, at det er lykkes selskabet at slå hul igennem til det russiske marked. Samtidig høster selskabet ifølge CEO Michael Gaardboe frugterne efter tre års slid med selskabets egetudviklede ERP-softwareløsninger, der bygger på Microsofts Dynamics-platform.
På det russiske marked, hvor ERP-selskabet har været repræsenteret i 10 år, udlever Columbus IT den russiske drøm. Her oplever selskabet en markant vækst. I 2007 omsatte selskabet for 106,5 millioner kroner, hvilket svarer til en vækst på 44 procent.
»Rusland var et problem for os i 2006, men vi kom meget stærkt tilbage i 2007. I modsætning til det amerikanske marked og det danske er der hverken krise eller flaskehalsproblemer i forbindelse med rekruttering af arbejdskraft. Tro mig, det er et marked i skarp kontrast til USA, med andre ord et marked vi forventer os meget af fremover,« siger Michael Gaardboe, der tilføjer at han tror på landet om fem til ti år vil overtage rollen fra USA som den stærkeste økonomiske supermagt.
I 2007 er selskabets omsætning nået op på 892 millioner kroner, hvilket er en stigning på 21 procent. Derudover er resultatet før skat vokset med 66 procent til 25 millioner kroner fra 15 millioner i 2006. Og på trods af finansiel turbulens på de globale finansmarkeder samt dollarens nedtur forudsiger Michael Gaardboe at Columbus IT vil runde milliard-omsætning i 2008.
»Vi regner med at runde milliarden i omsætningen i 2008 opnå en EBITDA på 60-65 millioner kroner. Vi regner primært med at hente stigning i indtjening, mindre vækst i omsætning og fastholde vores omkostningsniveau. Vi kunne godt have været mere aggressive i vores forventning til 2008, men har valgt at være forsigtige i forhold til de konjunkturer vi kan se på dollar-markederne,« siger Michael Gaardboe.