To af verdens største pc-leverandører, Hewlett-Packard og Dell, har indgået en aftale med Sun om at distribuere Suns Java Runtime Environment på alle nye pc'er fra de to selskaber. Det gælder både Linux- og Windows-pc'er.
Dermed får Sun styrket Javas position væsentligt uden at være tvunget til at give indrømmelser til Microsoft.
Suns Java led et betydeligt nederlag i forhold til Windows-platformen, da Microsoft i februar i år meddelte, at Windows ikke længere ville indeholde en virtuel maskine til at afvikle Java-applikationer.
Beslutningen kom efter et årelangt slagsmål mellem Sun og Microsoft om Microsofts egen virtuelle maskine til Java. Microsofts version af Java indeholdt nogle funktioner, som ikke var kompatible med Suns Java.
Det betød, at i Windows versioner fra og med Windows XP Service Pack 1a skulle brugerne selv gå ind på Suns hjemmeside og downloade Suns JRE.
Aftalen med Dell og HP betyder, at Sun får distribueret sin egen virtuelle maskine på alle nye Linux og Windows-pc'er fra de to selskaber.
Sun arbejder på at indgå tilsvarende aftaler med andre pc-leverandører.
Annonceringen af aftalen med Dell og HP kom på konferencen Javaone, hvor Sun har taget en række skridt, som skal styrke Java. Blandt andet har Sun ombygget sit websted for at gøre det lettere for almindelige brugere at finde frem til de Java-komponenter, de har brug for.
Desuden har Sun sat gang i en række internetbaserede fora, der skal sætte gang i udviklingen af kontorprogrammer og spil programmeret i Java.